Derby-sejr på Brøndby Stadion

24.10.2021 14:01

Vi tog en fantastisk og medrivende 2-1-sejr, da FC København i dag gæstede Brøndby Stadion til sæsonens andet Derby. Morten Frendrup og Andreas Maxsø scorede vores mål på hver sin side af pausen.

Starten var en jævnbyrdig en af slagsen, inden FCK efter 13 minutter tilspillede sig kampens første chance. Jonas Wind sparkede dog bolden forbi fra en spids vinkel, og den mulighed skulle siden vise sig at blive gæsternes eneste i første halvleg.

I stedet overtog vi nemlig styringen, hvilket skulle kulminere i det 24. minut, da Frendrup sparkede en tværbold fra Mikael Uhre i netmaskerne foran Sydsiden - Frendrups første 3F Superliga-mål.

Senere i halvlegen var Frendrup tæt på at blive dobbelt målscorer. Midtbanespilleren driblede sig vej ind i FCK-feltet, men blev tacklet, hvorefter Uhre måtte se sin afslutning blokeret foran Kamil Grabara.

Vi fortsatte med at fremprovokere fejl ud af FCK, og kort før pausen var vi da også nær et 2-0-mål. Andreas Bruus sendte Simon Hedlund afsted ned ad højreflanken, og svenskerens flade indlæg blev mødt af Uhre ved forstolpen. Desværre strøg angriberens skud snært forbi den venstre opstander.

Trods et sent FCK-pres holdt 1-0-stillingen halvlegen ud.

Efter mindre end to minutter af anden halvleg troede FCK, at de havde udlignet. Jens Stage sparkede bolden i nettet, men efter et VAR-gennemsyn blev målet vinket af for offside.

Fremfor 1-1 blev det 2-0 til os. Hedlund spillede Uhre alene med Grabara, der hægtede angriberen. Maxsø eksekverede sikkert fra pletten.

Det skulle dog lykkes for FCK at spille sig tilbage i opgøret. Pep Biel fandt Wind, der køligt udplacerede Thomas Mikkelsen. Kort efter var gæsterne tæt på at udligne, men Mikkelsen leverede en fornem fodparade på Jens Stage.

Herefter bølgede kampen frem og tilbage. Anis Slimane blev nedlagt på kanten af feltet, hvilket efterfølgende tvang Grabara til at redde Hedlunds frisparksforsøg. Næste chance kunne have tilfaldet Uhre, men indskiftede Marko Divkovic formåede ikke at finde den ellers frie holdkammerat foran et åbent FCK-mål.

Uheldigvis blev Uhre skadet i et sammenstød med Kevin Diks. Det sendte Andrija Pavlovic på banen, og serberen havde nær lukket kampen fire minutter før tid. Hans hovedstød prellede dog af på stolpen.

Det betød heldigvis intet. Vi holdt nemlig uden problemer stand, og så kunne Brøndby Stadion bryde ud i vild jubel over en flot Derby-sejr.