Uhre: Fansene kommer til at betyde sindssygt meget

23.05.2021 11:09

I morgen lukker vi sæsonen 2020/21 med en hjemmekamp mod FC Nordsjælland efter en spændende sæson, der også har været præget af tomme tribuner landet over på grund af Corona-restriktioner.

Der har også været et sammenpresset kampprogram, der startede med en historisk tidlig forårssæson, men mandag kl. ca. 18:50 fløjtes sæsonens sidste kamp af.

Mikael Uhre glæder sig til kampen og til at se Brøndby Stadion med lige knap 10.000 fans, som er hvad der er muligt under de nuværende restriktioner på grund af Covid-19.

- Fansene kommer til at betyder sindssygt meget. De er der altid for os, og at have dem i ryggen kan ikke beskrives. De løfter os, når vi er i modvind og får os til at give endnu mere af os selv – også når det går godt, lyder det fra topscoreren, der også sætter et par ord på kampen.

- Vi skal spille kampen, som den næste kamp i rækken. Vi skal så at sige spille kampen og ikke begivenheden.

- Vi kender FC Nordsjælland rigtig godt, og det samme gør de med os, så det er vigtigt, at vi forbereder os på samme måde, som vi har gjort hele sæsonen, hvor vi får lagt en god plan og så går ud for at udføre den. Hver eneste kamp går vi efter de tre point. Det er heller ikke anderledes i morgen.

Der er kickoff på Brøndby Stadion kl. 17:00, og har du ikke billet til Brøndby Stadion eller arrangementet i Brøndby Hallen, kan du se den live på 3+.

Foto: Getty Images