Tordenvejr afbryder reservekamp

27.07.2021 13:55

Dagens åbningskamp i Reserveligaen mod FC Nordsjælland blev afbrudt efter 32 minutters spil ved stillingen 0-0 grundet tordenvejr. Kampen blev ikke genoptaget.

Assistenttræner Jesper Sørensen fortæller:

- Hvordan forløb kampen op til afbrydelsen?

- Det var en kamp, hvor Nordsjælland startede lidt bedre end os. Vi skulle lige have styr på defensiven, og når vi havde bolden, smed vi den lidt for hurtigt væk. Derefter fik vi bedre fat i det. Men det er svært at sige noget om, for den første halve time er jo oftest også den, hvor kampen skal have lov til at sætte sig.

- Det var udmærket, men det er meget uforløst at tale om kampen, fordi vi havde håbet at få en rigtig god kamp, som vi kunne bruge på mange måder. De spillere, som ikke har spillet så meget, skulle selvfølgelig have meget kamptid. Det er altid vigtigt at få spillere til at spille 90 minutter. Så det blev meget uforløst.

- Kampen indtil da havde været okay, men det er svært at drage en stor konklusion. Kampen var først rigtig ved at sætte sig, synes jeg.

- Hvad fik vi ud af kampen trods den korte varighed?

- Vi fik det ud af det, at vi selvfølgelig fik sat et hold op og fik spillet rigtig fodbold mod nogle modstandere, hvor vi var nødt til at justere i forhold til dem. Det er jo altid sådan, at modstanderne gerne vil noget andet end en selv. Det er altid spændende og godt at møde nogen, som man ikke ved hvordan vil agere. Og en halv times kamptid er jo også bedre end ingenting.

- Jeg synes, at vi fik lidt ud af det i forhold til at forberede os til kamp, få kamptid og spille sammen som hold. Men ellers synes jeg ikke, at kampen gav så meget.

- Hvor ærgerligt er det egentlig for spillerne?

- Det er superærgerligt for spillerne, for de havde set frem til det her. De synes også, at det er sjovere at spille en kamp, end den daglige træning nogle gange kan være. Så derfor synes jeg også, at det var ærgerligt for dem. Mange af dem har ikke spillet i noget tid. Så det er ærgerligt for dem.

- Ved du, om kampen skal spilles færdig på et andet tidspunkt?

- Nej, det ved vi ikke helt endnu. Det kan godt være, at vi tager kontakt til Nordsjælland igen og ser på det. Men ellers er der ikke nogen dage, der lige passer ind nu her. Hvis det er, tror jeg, at det bliver en helt ny kamp. Vi må se, om vi kan få passet det ind i forhold til de europæiske kampe. Men hvis ikke, så er det bare sådan, det er.