Robert Hendel

Slimane: Folk har bygget selvtillid

30.07.2021 10:09

Anis Slimane er opsat på at jagte sæsonens første sejr, når vi på søndag møder Vejle Boldklub i Nørreskoven. Det har været to pointdelinger som åbning på den nye sæson, og det ønsker midtbanespilleren nu at ændre på.

- Det bliver en kamp, hvor vi selvfølgelig jagter de tre point. Vi skulle have vundet i sidste uge, men vi har lagt det bag os. Vi har haft en god træningsuge og forberedt nogle nye ting, så jeg håber, vi kan køre glade hjem fra Vejle.

Manglende effektivitet i feltet var en af årsagerne til, at vi i søndags måtte nøjes med 1-1 mod Viborg FF, hvorfor flere af spillerne i denne uge har brugt ekstra træningstid foran kassen.

- Det er klart, at vi har trænet afslutninger og forberedt os på at skabe flere store chancer. Vi skabte chancerne mod Viborg FF, så det skal vi tage med os. Vi har snakket om, at de skal sparkes ind, og så har folk bygget selvtilliden op på træningsbanen ved at lave de lette mål. Vi har også arbejdet på at stå sammen som organisation. Og så har vi selvfølgelig talt om ikke at give dumme standarder væk.

Vejle Boldklub har som det eneste hold i rækken tabt sæsonens første to kampe. Ikke desto mindre har Slimane stor respekt for weekendens modstander.

- Vejle er et rigtig fint hold. De har nogle fine spillere. Selvfølgelig har de nogle spillere, som er fysisk stærke. Det har de ofte, når de kommer fra Jylland. Samtidig har de nogle spillere, som kan noget på bolden. Vi ved, hvad de kan. Vi har forberedt os på det, og det har vi stadig to dage til. Jeg tænker, at Vejle kommer med 120%, men vi skal bare vise, at vi vil det lidt mere.

Søndagens opgør vil samtidig være første gang i 17 måneder spillerne får selskab af Brøndby-fans til en udekamp. De godt 1.000 billetter til udebaneafsnittet blev udsolgt på 20 minutter, hvilket naturligvis glæder Slimane.

- Det betyder sindssygt meget også at kunne høre sine fans, når man er på udebane. Uanset om der kommer 1.000 eller 2.000 Brøndby-fans, så er jeg sikker på, at de larmer mere end hjemmeholdets. Det bliver bare en federe fodboldkamp, når man kan løbe ned og fejre en scoring med fansene. Det bliver helt vildt sindssygt.

Vi har vundet de seneste tre indbyrdes møder med Vejle Boldklub. Det seneste af slagsen fandt sted den 21. februar, da vi sejrede med 2-1 på et tomt Brøndby Stadion.