Velkommen til Kevin Tshiembe

04.08.2021 18:30

For kort tid siden satte den stærke forsvarsspiller, Kevin Tshiembe, sin underskrift på en kontrakt, der betyder, at han i de kommende fire år skal repræsentere Brøndby IF.

Forstærkningen af truppen glæder fodbolddirektør Carsten V. Jensen, der længe har haft den nu tidligere Lyngby-spiller i kikkerten.

- Kevin har i efterhånden lang tid vist sig frem med stærke præstationer og spillede blandt andet et rigtig stærkt forår i Lyngby Boldklub. Han er en spiller med duelstyrke, tempo samt mod i sit spil med bolden og passer derfor godt ind hos os. Vi ser Kevin styrke truppen og trænerteamets muligheder med det samme og ser frem til at have ham med os de kommende år, siger fodbolddirektøren.

Jeg glæder mig til at komme ud på træningsbanen og vise, at jeg er klar til at levere i den gule trøje

Den 24-årige midterforsvarer glæder sig over nu at kunne kalde sig Brøndby-spiller.

- Når man får muligheden for at skifte til Brøndby IF, tror jeg ikke, der findes mange spillere i Norden, der skal tænke to gange. Nu får jeg muligheden for at trække den gule trøje over hovedet og være en af del af det fællesskab, man hører om fra kollegaer, der kender klubben indefra.

- Jeg kommer selvfølgelig for at kæmpe mig til en plads på holdet, men jeg ved også, at det er en god trup, hvor man skal gøre sig fortjent til at spille. Nu har jeg i Lyngby haft en god sæson, og den form skal jeg tage med mig og bygge på her i klubben. Det er jeg sikker på, at jeg kan, og jeg glæder mig til at komme ud på træningsbanen og vise, at jeg er klar til at levere i den gule trøje, lyder det fra 24-årige Tshiembe.