Peter Bjur: Skal forsøge at forbedre det taktiske hele tiden

28.08.2020 17:00

Brøndby IF vandt i går 2-1 i den anden testkamp forud for denne sæson, da førstedivisionsklubben FC Helsingør var på besøg. Kampen blev spillet á tre halvlege, og derfor var der masser af spilletid til alle i truppen.

Peter Bjur kom ind undervejs i kampen, og han kunne godt mærke, at de mødte et meget motiveret mandskab.

- Jeg synes, det var en god kamp mod en god modstander. Man kunne godt mærke, det var et lidt bedre hold, vi mødte i går, og at de spillede lidt hurtigere end Næstved gjorde, som vi mødte i sidste uge. Det var en lige kamp, og jeg synes også, at Helsingør til tider i kampen spillede god fodbold. Men vi vandt kampen, og det er også det vigtigste, vi kan tage med os. Vi forsøger lige nu at bygge videre på det taktiske, som vi også havde fokus på i sidste sæson – og som vi selvfølgelig også har i denne, og det er det, vi skal forbedre hele tiden, fortæller Bjur, der var glad for, at kampen varede i tre halvlege.

- Vi har selvfølgelig haft en lang uge med en masse løb i skoven og dobbelte træningspas, så det er klart, at det er super for os som fodboldspillere at komme ud og spille kampe. Vi spillede jo også tre halvlege i går, og det synes jeg egentlig var ret fedt – for så gør det også bare, at vi har mere tid til at arbejde med hinanden. Omvendt udnytter vi også tiden rigtig godt på den måde, for så kan hele truppen komme i aktion og vise sig frem, så det, synes jeg, var meget fedt.

- Det gode ved de her testkampe er, at vi er i stand til at få en masse minutter i benene og lære hinanden bedre at kende på banen. Vi har også nogle nye spillere i truppen, og folk der er kommet tilbage fra skader - så der er også nogle indbyrdes relationer og færdigheder, der skal finpudses i de her kampe. Så sådan en kamp som i går bruger vi jo også til at blive endnu skarpere på systemet, og den måde vi gerne vil spille på.

Bjur har på det seneste spillet venstre wingback under Niels Frederiksen. En position, hvorfra han scorede mod Næstved, og som han sagtens kan se perspektiver i – også selvom han skal vænne sig til det.

- Det er selvfølgelig lidt en omvæltning at komme ned og spille på wingbacken. Men mange af de færdigheder, jeg tidligere har brugt på højre kant, er nogle af de samme ting, som går igen på wingbacken. Så på den måde er positionerne ikke så langt fra hinanden rent spilmæssigt. Men der nogle er nogle defensive ting, der er lidt svære at komme ind i, men det er noget, jeg lærer med tiden, så det skal nok gå rigtig fint.