Brøndby IF skriver 3-årig aftale med tysk midterforsvarer

18.06.2016 14:45

Brøndby IF har skrevet en 3-årig aftale med den tyske midterforsvarer Benedikt Röcker, der skifter til de blågule fra den tyske 2. Bundesliga-klub SpVgg Greuther Fürth.  Med sine 197 cm rager den 26-årige tysker godt op på en fodboldbane, og selv om en af spidskompetencerne netop ligger i hovedspillet, så er det to andre færdigheder, sportsdirektør Troels Bech fremhæver.

- Det er næsten en naturlov, at Benedikt Röcker med sine knap to meter er utrolig stærk i hovedspillet, men han er mindst lige så stærk i sin omgang med bolden og kan slå nogle gode afleveringer frem i banen, der kan skabe hurtige omstillinger. Derudover har Benedikt en stærk karakter. Han er ikke bange for at gå forrest og tage ansvar på banen, og den type spiller har vi brug for, fortæller Troels Bech.

- Benedikt Röcker har faktisk tidligere trænet under Alexander Zorniger, så det er en spiller, der ved, præcis hvad der forventes af ham, og hvad han skal bidrage med. Derfor glæder vi os alle over, at Benedikt nu er en del af Brøndby IF.

Som Troels Bech udtaler, så er det ikke første gang, at Benedikt Röcker stifter bekendtskab med Brøndbys nye cheftræner, Alexander Zorniger. For da Alexander Zorniger var træner i SG Sonnenhof Grossaspach, var Benedikt Röcker en del af truppen. 

Den 26-årige Benedikt Röcker får trøje nummer 4 og deltager i sin første træning mandag den 20. juni.

Ud over tilgangen af Benedikt Röcker er Jonas Borring og Gustaf Nilsson allerede nye navne i Brøndby-truppen sammen med Mads Juel Andersen, der netop er rykket op til førsteholdstruppen fra U19-holdet i Brøndby Masterclass. Benedikt Röcker er dermed den fjerde nye spiller, som er på plads og klar til den nye sæson. Sportsdirektør Troels Bech er tilfreds med, hvordan den nye trup allerede er ved at tage form.

- Med udgangspunkt i strategi 6.4 har vi i dag en ny tilgang til spillet, og det gør, at vi nu er i gang med at forme truppen. Truppen skal selvfølgelig være konkurrencedygtig allerede i denne sæson, men samtidig skal vi også skabe et fundament for fremtiden, og det tager tid og kræver tålmodighed.

- Vi er helt sikkert ikke færdige med at agere i dette transfervindue, men i vores iver efter at præstere og begejstre, må vi ikke glemme at være tålmodige. Og den tålmodighed betyder, at hvis vi finder den helt rigtige spiller, men at han for eksempel først er til rådighed i næste transfervindue, jamen, så venter vi. Vi må ikke være bange for at tage de rigtige og nogle gange tålmodige beslutninger, for ja, det er besnærende at handle hurtigt, men det er også dyrt og ofte meget risikabelt.

Læs Benedikt Röckers egne ord om skiftet ved at trykke her.

Vil du se Benedikt Röcker og resten af Brøndby-mandskabet i aktion, aktion, aktion i den nye sæson, kan du med fordel købe et sæsonkort. Ud over en besparelse på op til 50 % sammenlignet med køb af billetter får du en række fordele - læs mere på saesonkort.brondby.com.