Brøndby IF ansætter ny sportsdirektør

19.06.2015 14:10

Brøndby IF's sportslige ambitioner i Vision 2017 sigter mod en fast plads i top 3 i Alka Superligaen, et Danmarksmesterskab senest i 2018 samt at gøre talentskolen, Brøndby Masterclass, til den indiskutable bedste af sin slags i Norden.  

Bestyrelsen har på denne baggrund foretaget en evaluering af den sportslige sektor og de kompetencer, som vi anser som nødvendige for at opnå disse ambitiøse mål. For at sikre at den positive sportslige udvikling, som Brøndby IF har gennemgået det sidste halvandet år, fortsætter i de kommende år, har vi som bestyrelse konkluderet, at tiden er den rette til at tilføre nye og vigtige færdigheder samt erfaringer til den sportslige organisation.

Konkret har bestyrelsen vurderet, at fortsat succes kræver en sportsdirektør med masser af spillererfaring, signifikant trænererfaring og erfaring med at strukturere scouting og transfers.

Bestyrelsen har informeret Per Rud om dette, og vi er blevet enige om en fritstillelse med øjeblikkelig virkning. 

Brøndby IF's bestyrelsesformand Jan Bech Andersen forklarer:

- Superliga-truppen har i de sidste to sæsoner opnået en fjerdeplads og en tredjeplads, ligesom en målrettet indsats har gjort, at talentarbejdet i dag er blandt Nordens bedste. Selvom vi er kommet langt på kort tid, så er vi dog ikke i mål endnu. Vi skal løfte niveauet og sikre, at vi konsoliderer os i top tre, og med fem transfervinduer tilbage inden sommeren 2018 skal vi i endnu højere grad planlægge langsigtet i transfermarkedet. Som bestyrelse kan vi derfor konstatere, at hvis vi skal indfri de sportslige mål, så kræver det en sportsdirektør med betragtelig erfaring fra alle aspekter af fodboldgerningen, der kan sikre, at Brøndby IF har en endnu stærkere sammenhængskraft på tværs af den sportslige sektor, hvilket giver os de bedst mulige rammer til at realisere vores sportslige mål i Vision 2017.

- Vi vil gerne benytte denne lejlighed til at takke Per for hans virke i klubben, hvor han har arbejdet hårdt og loyalt for klubben og været vellidt af alle. Vi ønsker Per held og lykke i hans fremtidige virker.

Ny sportsdirektør er på plads

Brøndby IF kan samtidig meddele, at vi som ny sportsdirektør ansætter Troels Bech, der starter mandag den 22. juni 2015. Som ny sportsdirektør skal Troels Bech fortsætte professionaliseringen af Brøndby IF’s sportslige sektor, løfte talentskolen, Brøndby Masterclass, det sidste nøk op som Nordens absolut bedste talentakademi, være sparringspartner og coach for cheftræneren og staben omkring Superliga-truppen samt sikre, at tilgangen til scouting og transfers bliver endnu mere struktureret og langsigtet.

Bestyrelsesformand Jan Bech Andersen forklarer:

- Vi glæder os over, at en kapacitet som Troels Bech bliver en del af Brøndby-familien. Med hans store erfaring og systematik vil Troels bringe nye kompetencer i spil i vores beslutningsprocesser og skabe endnu større sammenhængskraft på tværs af den sportslige sektor. Det vil gøre os endnu skarpere i arbejdet med Superliga-truppen, Brøndby Masterclass og i struktureringen af transfers og scouting. Vi skal lykkes med alle tre fokusområder for at komme i mål med Vision 2017.

- Vi har med Vision 2017 givet os selv ambitiøse kommercielle og sportslige målsætninger, som vi skal indfri på vegne af Danmarks mest passionerede fans og de hundredevis af frivillige, som sæson efter sæson lægger mange timer i klubben. Selvom vi er kommet langt på kort tid, så er vi ikke i mål endnu, men med Troels ombord, så giver vi os selv de bedste forudsætninger for at lykkes.

Som ny sportsdirektør vil Troels Bech referere til administrerende direktør Jesper Jørgensen. Cheftræner Thomas Frank og chefen for Brøndby Masterclass, Kim Vilfort, vil begge referere til Troels Bech, og sammen med Troels Bech vil de fremadrettet udgøre den sportslige ledelse i Brøndby IF.

Nyt fra bestyrelsen

Bestyrelsen i Brøndby IF valgte i 2014 at etablere et bestyrelsesudvalg for omdømme og kommercialitet for at overse og støtte op om, at Brøndby IF’s kommercielle mål i Vision 2017 indfries. 

Brøndby IF’s bestyrelse har nu valgt at etablere et sportsligt bestyrelsesudvalg, som ligeledes skal overse og supportere, at de sportslige mål indfries. Dermed har bestyrelsen sikret, at den er tæt på udviklingen i de to primære søjler i Brøndby IF. Det sportslige udvalg vil bestå af fire medlemmer af bestyrelsen: Jim Stjerne Hansen, Sten Lerche, Morten Albæk og Jan Bech Andersen (formand).