Ny talentsatsning: Brøndby Masterclass

14.04.2014 13:05

Talentudvikling er Brøndbys DNA. 

Gennem årtier har klubben udviklet en lang række store talenter, der har gjort karriere på Brøndby Stadion, i udlandet og på U- og A-landshold. Det at udvikle og bruge egne talenter ligger dybt forankret i klubkulturen og er hjerteblod for trænere, ledere og frivillige.

Nu styrkes DNA-kæden markant med lanceringen af klubbens nye talentsatsning: Brøndby Masterclass.

Brøndby Masterclass er fællesbetegnelsen for talentudviklingen i Brøndby IF - fra U10 til Superliga. Ambitionen er ganske enkelt at være ”best in class” i Norden. Her kan følgende fem parametre fremhæves:

- Ressourcer: Ingen anden klub i Norden investerer flere ressourcer i talentsektoren.

- Landsdækkende talentudvikling: Regionale talentcentre + lokale talentklubber.

- Kompetencer: De dygtigste trænere og specialister samles i Brøndby Masterclass.

- Faciliteter: Nyeste teknologi og analyseværktøjer, topprofessionelle forhold for spillere og ledere.

- Uddannelse: Campusområde med fem forskellige uddannelsesmuligheder et vristspark fra stadion.

Per Rud: Vi vil være førende i Norden

De bedste unge spillere i landet skal spille i Brøndby IF. Og ikke nok med det. De skal udvikles til at blive profiler på Superligaholdet og gerne siden hen sælges til større ligaer. 

Faktisk følger der med Brøndby Masterclass en strategisk beslutning om, at andelen af spillere af egen avl i Superligatruppen skal være minimum 50 %.

Sportsdirektør Per Rud fortæller:

- Brøndby Masterclass er et udtryk for de kæmpestore ambitioner, vi har på talentområdet. Det er noget, vi virkelig brænder for. Vi vil ganske enkelt være de førende i Norden til at udvikle og bruge egne talenter, og vi er klar til at sætte handling bag ordene. Vores ambition er, at Superligatruppen på sigt skal bestå af mindst 50 % spillere af egen avl.

- Vi allokerer de nødvendige ressourcer til at nå det mål og blive den bedste og mest attraktive talentklub. Jeg er ret overbevist om, at vi med oprustningen er den klub i Danmark og Norden, der har flest kompetencer omkring ungdomsholdene, og som investerer flest ressourcer i talentudviklingen. 

- Når man som ung spiller vil det bedste for ens karriere, er Brøndby Masterclass det oplagte valg, både hvad angår den fodboldmæssige udvikling, men også de mange uddannelsesmuligheder tæt på stadion. Vi mener, at udvikling og uddannelse af det hele menneske også giver de bedste fodboldspillere.

- I Brøndby Masterclass samler vi en stor mængde erfaring og ekspertviden fra ind- og udland. Vi tror på, at den helhed og sammenhæng det giver, når alle trænere, ledere og specialister arbejder på tværs, skaber et unikt og inspirerende talentmiljø, som løbende vil tiltrække de allerbedste spillere og ledere til talentsektoren.

En integreret del af forretningsstrategien

Ud over hjertet i talentudviklingen omkring Brøndby Stadion er regionale talentcentre rundt om i Danmark en central og nyskabende del af Brøndby Masterclass.

- De regionale talentcentre, der består af klubber på et allerede højt niveau, gør vores talentprogram landsdækkende. Vi stiller økonomi og ekspertise til rådighed for at understøtte de udvalgte klubbers talentudvikling. Som ”modydelse” har vi et mål om, at hvert talentcenter per årti leverer tre U-spillere til Brøndby, hvoraf en skal udvikle sig til Superligaspiller, siger Per Rud.

Ud over at have stor kulturel og strategisk værdi hænger Brøndby Masterclass tæt sammen med forretningsplanen i klubben, beretter sportsdirektøren:

- Det er billigere at udvikle vores egne spillere end at købe et større antal etablerede spillere, så det giver bestemt også mening fra et forretningsmæssigt synspunkt. Derudover er ambitionen naturligvis, at vi løbende skal være i stand til at sælge de bedste talenter til udlandet, efter at de er slået igennem på vores Superligahold, med stigende transferindtægter til følge. 

- Det har Brøndby gennem en årrække ikke lykkedes godt nok med, men det vender vi op og ned på nu med Brøndby Masterclass.