Brøndby IF sælger Kahlenberg

13.07.2005 15:03

Brøndby IF og AJ Auxerre har indgået aftale om transfer af Thomas Kahlenberg, der i dag efter det obligatoriske lægetjek har underskrevet en fire-årig kontrakt med den franske 1. divisionsklub. Kontrakten træder i kraft øjeblikkeligt.

- Det har været vores hensigt at holde sammen på den stærke spillertrup forud for den kommende sæsons meget vigtige kampe, med mindre vi fik et stort transfertilbud. Det må vi konstatere, at vi nu har fået.

Thomas Kahlenberg har scoret til 4-0 mod FCK

Kahlenberg har scoret til 4-0 mod FCK.

- Thomas Kahlenberg kommer til en af de bedste franske klubber, der er kendt for at være dygtige til at videreudvikle talentfulde spillere, hvilket er ideelt for Thomas' videre udvikling som fodboldspiller. Vi vil nu forsøge, hvis muligt inden turneringsstarten, at supplere truppen med en spiller til erstatning for Kahlenberg, der de seneste sæsoner har været en meget vigtig spiller for os. Vi takker for indsatsen og ønsker ham held og lykke fremover, udtaler adm. dir. Per Bjerregaard, Brøndby IF.

På baggrund af det forløbne første halvår, der bød på stor sportslig succes for Brøndby IF, sommerens allerede foretagne spillerkøb af Marcus Lantz og Kim Christensen, dagens transferaftale samt forventningen om, at der foretages yderligere spiller køb, opjusterer Brøndbyernes IF Fodbold A/S forventningerne årets resultat til 25-28 mio. kr. før skat.