Stadig ubesejret

17.08.2003 02:00

Brøndby er stadig i front af SAS Ligaen. Det kunne selv ikke dagens point-tab på udebane til Viborg ændre på. Med scoringer af anfører Per Nielsen og Ruben Bagger inden for de første 16 minutter tydede intet dog på at Laudrups drenge skulle bryde den sejrsstime hvormed de har indledt jagten på det danske mesterskab.

Og vi skulle da også hen til det 45. minut før Søren Frederiksen med sin reducering til 1-2 pustede til Brøndbys Viborg-traume der lyder noget i retningen af 'uanset hvor godt vi spiller, hvor meget vi presser dem, og hvor mange mål vi scorer, ender kampen højst sandsynligt uafgjort'. Og det var netop hvad den gjorde.

Viborg indledte 2. halvleg med fornyet gejst, og efter 12 minutters spil slukkede Michael Gravgaard midlertidigt for de mange medrejsende Brøndbyfans' ellers så dominerende vokale opbakning. 2-2 var en realitet, og de blå-gule måtte igen trække i arbejdstøjet og fik da også hurtigt genetableret det pres der havde afholdt Søren Frederiksen & Co. fra scoringer indtil 1. halvlegs overtid.

Thomas i centrum

På fløjen legede Jonas Kamper lejlighedsvist med det seneste medlem af Morten Olsens landsholdstrup, og på midtbane var Thomas Kahlenberg i centrum med flere gode driblinger, afleveringer og nærgående skudforsøg. Ellere rettere sagt, det var han indtil dommer Thomas Vejlgaard endnu en gang så noget som ingen andre på Viborg Stadion bemærkede, og viste midtbanekometen det gule kort for anden gang i kampen, og dermed var det exit Kahlenberg.

Udvisningen faldt dog så sent i kampen at den ikke for alvor påvirkede spillet. Brøndbyspillerne fastholdt det presde havde genvundet efter en pause på 20-25 minutter i 2. halvleg, og Viborg forsøgte på kontrachancer at sikre sig sæsonens første sejr. Ingen af delene lykkedes dog, og Laudrups drenge oplevede dermed deres første point-tab i dette års SAS Liga.

Ikke desto mindre er det en kendsgerning at Brøndby IF skal kigge nedad for at få øje på sin modstander i næste spillerunde.

Kampforløb: Viborg FF - Brøndby IF