Jesper Lindstrøm kåret til ’Efterårets Profil’

17.12.2020 16:00

Tipsbladet har siden 1994 kåret Superligaens største profil for hver halv sæson. Det er Tipsbladet og trænerne i Superligaen, der stemmer. Sidst en Brøndby-spiller blev kåret til ’Efterårets Profil’ i Superligaen var i 2000, hvor Peter Graulund fik flest stemmer. Efter et flot efterår med masser af mål og assists, så har Tipsbladet netop offentliggjort, at Jesper Lindstrøm er kåret til ’Efterårets Profil’ i 3F Superligaen.

En stolt Jesper Lindstrøm fortæller om kåringen. 

- Det er en kæmpe ære at få tildelt denne pris, og jeg har mine holdkammerater og trænerstaben at takke for det efterår, jeg har haft. Vi har udviklet os som hold, og jeg får en masse tillid af mine holdkammerater og trænerne, og det gør, at jeg tør tage flere chancer i mit spil og tager chancen udefra mere end tidligere. 

Cheftræner Niels Frederiksen er stolt over den unge offensive midtbanespiller.

- Jesper har været igennem en fantastisk udvikling. Vi har længe kunnet se potentialet, men det er i dette efterår han og vi for alvor får udbytte af det. Han er ganske enkelt modbydelig for modstanderne, da han er hurtig, både på de lange og korte distancer. Han udfordrer og kan sætte en mand uden problemer, og så er han en god afslutter, hvilket vi har set flere gange i dette efterår. 

- Ja, han har ret i, at han tager flere chancer i sit spil, og det gør han på de rigtige tidspunkter og på de rigtige steder på banen, og det viser, at han er blevet mere moden i sit spil. Han er primært en offensiv spiller for os, men han håndterer også de defensive opgaver rigtig godt sammen med resten af holdet. Jesper er en stor individuel profil, men en endnu større holdspiller.

Her er oversigten over tidligere vindere af Efterårets Profil fra Brøndby IF.

1994: Bo Hansen, Brøndby IF
1995: Allan Nielsen, Brøndby IF
1996: Søren Colding, Brøndby IF
1997: Ebbe Sand, Brøndby IF
2000: Peter Graulund, Brøndby IF

I aften spiller Jesper Lindstrøm sammen med resten af Brøndby-mandskabet mod Fremad Amager i 1/8-finalen i Sydbank Pokalen. Kampen kan ses på 3+ og Viaplay, hvor der er kickoff kl. 18:30.