Maxsø: Skulle have scoret i første halvleg

18.10.2020 18:30

SønderjyskE satte her til eftermiddag en stopper for vores sejrsstime, da de vandt med 2-0 på Sydbank Park. Der var ellers optræk til flere gode muligheder efter en første halvleg med et stort spilovertag. Men det forblev ved lige ved og næsten, og så var sønderjyderne effektive på dagen. 

- Første halvleg var egentlig rigtig fin, vi manglede bare at putte bolden i kassen. Vi havde flere gange i første halvleg optræk til nogle store chancer, men de fik hele tiden en fod på eller sparket bolden væk i sidste sekund. I anden halvleg snakkede vi om, at vi skulle være toptændte og klar fra anden halvlegs start, og det var vi bare ikke, må vi jo konstatere. Da de først kom foran, stillede de sig bare tilbage, og så var det svært for os at score, fortæller Maxsø, der prøvede at gejle holdkammeraterne op, da man kom bagud med 2-0.

- Vi snakker om inde på banen, da vi kommer bagud med 2-0, at vi skal klø på og gå efter at reducere, men vi bliver bare ikke farlige nok i anden halvleg. Det må vi også bare erkende. Vi var ikke dygtige nok til at finde hinanden i mellemrummene, og så begyndte vi til sidst at spille lange bolde. Det vidste vi på forhånd var guf for SønderjyskE, så det skulle vi ikke have gjort. Vi prøvede lidt desperat at finde nogle løsninger, men det blev aldrig rigtig farligt, slutter anføreren. 

Foto: Getty Images