Optakt: Info og stats om Randers FC - Brøndby IF

01.10.2020 09:50

Randers FC - Brøndby IF
Cepheus Park Randers
4. Runde - (Grundspillet) 3F Superliga

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
Kickoff: Fredag 2. oktober - 19.00
TV: TV3+
Liveupdate: BrondbyLive på Twitter

Superligaform
Randers FC: T-U-V-T-V
Brøndby IF: V-V-V-V-U
 
Seneste fem indbyrdes Superligaopgør
27.10.2019 Brøndby IF 5-2 Randers FC
21.07.2019 Randers FC 2-2 Brøndby IF
24.02.2019 Brøndby IF 2-1 Randers FC
16.07.2018 Randers FC 0-2 Brøndby IF
30.10.2017 Brøndby IF 3-1 Randers FC
 
Karantæne
Ingen
 
Karantæne ved næste advarsel
Ingen
 
Vinkler om kampen
Hvis Brøndby IF vinder, er det 5. gang de har maksimumpoint efter sæsonens første fire kampe. Sidst det skete var i 2005/06.

Det er Superligakamp nr. 39 mellem Brøndby IF og Randers FC. Statistikken siger 21 sejre til Brøndby IF, 10 uafgjorte og syv nederlag samt en målscore på 65-37 set med Brøndby IF’s øjne.

Brøndby IF har fået minimum det ene point i de seneste 13 Superligakampe mod Randers FC. De 13 opgør er endt med otte sejre og fem uafgjorte. Man skal helt tilbage til september 2014 for at finde Brøndby IF’s seneste nederlag til Randers FC i Superligaen.

Kampen er Brøndby IF’s udekamp nummer 20 mod Randers FC i Superligaen, og på udebane har Brøndby IF ikke tabt til Randers FC siden september 2012. De 19 kampe er endt med 10 Brøndby-sejre, fem uafgjorte og fire nederlag. Målscoren er 33-10 i Brøndby iF’s favør.

Brøndby IF har vundet fire Superligakampe i træk, og skulle det blive til fem i træk efter fredagens kamp, vil der dog stadig være et stykke op til klub- og Superligarekorden på 12 sejre i træk i Superligaen (oktober 1997 til april 1998).

Jesper Lindstrøm kan score for 3. Superligakamp i træk. Lindstrøm rundede desuden fem mål i Superligaen med scoringen med AC Horsens, og Brøndby-fans må håbe på flere scoringer af Lindstrøm, for hans fem mål er faldet i fem kampe, der alle er endt med en Brøndby-sejr.

Der er scoret 102 mål i Superligaopgørene mellem Brøndby IF og Randers FC, og hele 65,7% af målene er scoret i 2. halvleg (67 mål). Og jo længere hen i kampen man kommer, jo større chance for mål, for det sidste kvarter af de 38 indbyrdes opgør har budt på 32 scoringer – og alene i det 90. minut (inkl. tillægstid) er der scoret ni gange.

Ud af de 37 tidligere Superligakampe mod Randers FC har Brøndby IF scoret først i 23 tilfælde, hvilket har resulteret i 20 sejre, to uafgjorte og ét nederlag. Omvendt har Randers FC scoret kampens første mål i 13 tilfælde, hvilket er endt med en sejr til Brøndby IF – i det seneste opgør - samt seks uafgjorte og seks nederlag.

Skulle Brøndby IF score fire gange, vil de som den første klub have scoret 1.700 mål i Superligaen.

Det er Brøndby IF’s første udekamp i Superligaen på datoen 2. oktober.

Fire gange tidligere har Brøndby IF spillet en Superligakamp på datoen 2. oktober, alle fire gange på hjemmebane, og de fire kampe er endt med tre sejre og en uafgjort – den uafgjorte var en 2-2’er mod Randers FC i 2016.  

Skulle Brøndby IF tabe, vil det være klubbens nederlag nummer 250 i Superligaen

Dommerne
Kampens dommer er den 37-årige Mads-Kristoffer Kristoffersen, og kampen bliver hans Superligakamp nummer 195.

Mads-Kristoffer Kristoffersen har dømt Brøndby IF 42 gange, og lige præcis halvdelen af kampene er vundet af Brøndby IF. De resterende 21 kampe er endt med otte uafgjorte og 13 nederlag. Målscoren er 70-45 i Brøndbys favør.

To gange tidligere har Mads-Kristoffer Kristoffersen dømt Brøndby IF mod Randers FC i Superligaen. Begge kampe endte med en 1-0-sejr til Brøndby IF, og matchvinderne i de to opgør var David Boysen og Christian 'Greko' Jakobsen.

Linjedommere er Lars Hummelgaard og Sune Feddersen, mens det er Lasse Læbel Graagaard der har jobbet som 4. dommer. Michael Tykgaard er VAR og Heine Sørensen er AVAR.

Foto: Getty Images