Stil dit spørgsmål til Fanrepræsentanten i bestyrelsen

09.09.2020 11:10

Brøndby IF offentliggjorde i sidste uge delårsrapporten for første halvår af 2020, et halvår præget af COVID-19, som ingen kunne forudse. Her præsenterede man et resultat for årets første seks måneder på -11,9 mio. kr. mod -41,7 mio. kr. i samme periode sidste år.

Der blev sat en tydelig retning i den sportslige sektor, hvor man lykkedes med væsentlige indtægter på transfers og samtidig reducerede lønomkostningerne og afskrivningerne på kontraktrettigheder sammenlignet med samme periode i 2019.

Den reducerede pengebinding i lønomkostninger og kontraktrettigheder er en direkte konsekvens af den økonomiske og sportslige retning, der er sat. En anden markant og glædelig konsekvens er det væsentligt øgede antal af spilleminutter til egenudviklede spillere i Superliga-truppen. 

Som en del af klubbens øgede fokus på at få fans endnu tættere på, vil det fremover være muligt for klubbens fans at stille spørgsmål direkte til fanrepræsentanten i bestyrelsen, Sune Blom, efter hver halvårs- og årsrapport.

Sune Blom fortæller om initiativet:

- Som fanrepræsentant er ens arbejde at bidrage i bestyrelsen med holdninger og synspunkter på vegne af klubbens fans. For at kunne gøre dette er det afgørende, at klubbens fans kan følge med i, hvad der foregår i klubben. Vi har Danmarks største fanbase, så der er mange holdninger og meninger, hvilket giver en fantastisk dynamik, som vi skal være stolte af.

- Åbenhed er nøglen til at gøre brug af denne dynamik til at udvikle vores klub, og jeg håber rigtig meget, at mange vil benytte sig af muligheden for at stille de spørgsmål, de måtte sidde inde med. 

Som fan har du dermed nu mulighed for at stille et spørgsmål om det, du gerne vil vide mere om i forbindelse med halvårsregnskabet, der kom på gaden i sidste uge.

Send dit spørgsmål til [email protected] og skriv ’Spørgsmål til Sune Blom’ i emnefeltet. Med udgangspunkt i de spørgsmål der kommer ind, vil Sune Blom svare i en artikel, der vil blive lagt op på Brøndby IF’s platforme.