Kvindeholdet sæsondebuterede med sejr trods stor afgang

11.08.2020 14:30

I weekenden startede Gjensidige Kvindeligaen, og for vores vedkommende bød det på en sejr på udebane på 2-1 over KoldingQ på mål af Nanna Christiansen og debutanten Agnete Nielsen, der inden sæsonen blev hentet hos rivalerne fra Fortuna Hjørring.

Derfor var det også en tilfreds cheftræner i skikkelse af Per Nielsen, der gjorde status på første runde og kiggede lidt frem mod resten af sæsonen 2020/21.

- Det er en super positiv start. Tre point er altid det vigtigste, og i første kamp er man altid lidt i tvivl. Hvor står man selv, og hvor står modstanderen? Hvad har man hver især har arbejdet med og så videre, så det var fedt at se, at vi var, hvor vi håbede, vi var.

Til denne sæson skal Brøndby IF og Per Nielsen endnu engang bytte et nyt hold op, efter flere spillere er skiftet til udlandet. Nicoline Sørensen er skiftet til Everton, Julie Tavlo til EDF Feminino i Spanien. Louise Winther har stoppet karrieren og Linea Svensson kontrakt udløb og blev ikke forlænget.

- Det er selvfølgelig udfordrende, for vi skal starte noget nyt og bygge det op, men det er også positivt. Ligaen i Danmark er en udviklingsliga, og vi skal være stolte og glade, hver gang vi udvikler spillere til f.eks. England, Frankrig eller Sverige. Det har vi vist, at vi er ret gode til i Brøndby IF.

- Jeg vil selvfølgelig gerne vinde fodboldkampe, men et eller andet sted så glæder det mig lige så meget at se de her spillere flytte sig så meget, så der er større klubber, der bliver interesseret i dem. Det er også super tilfredsstillende, for mig som træner, at se vi flytter de her piger, så mange andre klubber bliver interesseret i dem, lyder det fra Per Nielsen.

Han ser udviklingen i dansk kvindefodbold bevæge sig mod udviklingen af endnu flere talenter, og med den succes, der har været med det i Brøndby IF, sender han også en stor buket roser til ungdomstrænerne i klubben.

- Det er den vej, det går i Danmark. Tidligere var det de bedste, der tog til udlandet. Nu er det også de næstbedste. Og der er ikke så mange spillere at tage af, så der må vi tage dem, fra de er ganske unge, og det forsøger vi og lykkedes med nogle gange.

- Stor cadeau til ungdomstrænerne i vores afdeling og dem, der har været frække til at hente nogle talenter fra andre klubber.

Per Nielsen vil dog ikke lade den store udskiftning i truppen blive en sovepude, for han stiller altid krav til sine spillere. Sådan er det at spille i den gule trøje fra Vestegnen.

- Lige meget hvor mange spillere, vi mister i Brøndby IF, vil vi gerne spille med om det hele, og det hele i Danmark er mesterskabet og pokalturneringen. Vi vil gerne gøre det så godt som muligt i Champions League. Der er man også nogle gange afhængig af noget lodtrækningsheld, men lad os nu se, hvor langt det rækker med det nye, vi bygger op. Så ser vi i løbet af efteråret, hvor vi står, når vi går til vinterpause, men som udgangspunkt skal vi gerne være dygtige nok til at spille med om det her mesterskab, når vi når foråret.

Du kan se sejren over KoldingQ på Brøndby Indefra her.