29. JUNI 2020 kl. 14:31
3F-gevinst på 50.000 kr. til Fanafdelingen

I sidste uge blev sæson 4 af eSuperligaen afsluttet.

Sæsonen blev skudt i gang med ”Kongernes kamp”, hvor Jesper Lindstrøm fra Brøndby IF mødte Mohammed Daramy fra FC københavn i en FIFA-dyst om æren og 50.000 kr. Begge spillere havde repræsenteret deres respektive hold i EA Sports #StayAndPlay turnering, hvor Jobbe måtte se sig slået i semifinalen og dermed lige akkurat missede et virtuelt Derby i finalen. Derfor var der lagt op til et brag af en kamp i eSuperlige studiet, da de to mødtes i en kamp om 50.000 kroner til vinderens fans.

Det hele endte med en blågul sejr til 'Jobbe', der efter to opgør kunne hæve armene i jubel over en samlet 4-3-sejr. Og vinderen var glad for at kunne sende præmien videre til Fanafdelingen.

- Vores fans betyder rigtig meget, så det at kunne give noget igen til dem og til fællesskabet er virkelig fedt. Ikke mindst fordi det her initiativ giver fans, der normalt ikke har mulighed for at opleve fællesskabet på Brøndby Stadion, en billet. Jeg har på sidelinjen fuldt med i Brøndby eSports resultater og eSuperligaen, så det er da sjovt, at det er via en FIFA-kamp, jeg kan sende 50.000 kr. afsted til Fanafdelingens arbejde, fortæller Jesper 'Jobbe' Lindstrøm.

Og hos Fanafdelingen er man naturligvis også glade for den blågule sejr og den medfølgende pengepræmie. 

- Vi glæder os til at åbne dørene for familier, der ellers ikke kan komme på stadion, takket være 3F og Jesper Lindstrøms flotte sejr. Den flotte 3F-gevinst på 50.000 kr. og Jesper Lindstrøms imponerende spil betyder, at en masse familier får mulighed for at opleve vores fantastiske fællesskab på stadion. Forhåbentlig vil det være en oplevelse de sjældent vil glemme, fortæller bestyrelsesmedlem Niklas Lagerstorf.