Mere indhold på Brøndby Indefra og flere fordele til abonnenter

02.06.2020 14:40

For knap fire år siden blev Brøndby Indefra lanceret som en ny live-streaming platform for Brøndby IF. Siden da har Brøndby Indefra udviklet sig, så man i dag ikke blot kan se live-streams, men også læse artikler, se videoer samt oprette sin egen profil og deltage i diskussioner og debatter i appen. Og nu fortsætter udviklingen af Brøndby Indefra med blandt andet mere indhold og flere fordele til abonnenter.

Fremadrettet vil man som abonnent få adgang til en masse indhold heriblandt muligheden for at gense Brøndby IF’s kampe i 3F Superligaen og Sydbank Pokalen i fuld længde, ligesom udvalgte historiske kampe vil ligges op løbende. Som abonnent vil man ligeledes kunne se live-optakter på kampdage med interviews og indslag samt en live nedtakt, hvor man kommer med bag kulissen efter kampen er fløjtet af.

Når reserveligaen starter igen, vil reserveholdskampene fortsat blive sendt live på Brøndby Indefra til abonnenter, hvilket også gør sig gældende for udvalgte træninger i løbet af sæsonen. Derudover vil Superliga-truppens træningskampe i sommer- og vinterpauserne også sendes på Brøndby Indefra, ligesom man nu vil kunne se alle U-17 og U-19 holdenes kampe, når sæsonen 2020/2021 begynder. Og så vil abonnenter ligeledes fremadrettet også kunne følge med i kvindeholdets kampe i Gjensidige Kvindeligaen, som vil blive lagt op på Brøndby Indefra.

- I vores fortsatte arbejde med digitalisering på tværs af klubben, der omfatter alt fra billetsalg og webshop til indhold fra spillernes hverdag og talentarbejdet i Masterclass samt den stigende interesse for kvindeholdet, så er Brøndby Indefra en strategisk vigtig platform. Vi arbejder på at gøre det nemmere for klubbens fans og klubben at interagere, og her er Brøndby Indefra konceptet et vigtigt omdrejningspunkt. Vi øger derfor vores fokus og ikke mindst ressourcer på Brøndby Indefra. Vi er langt fra i mål endnu, men retningen vi trækker i, er den rigtige, fortæller Christian Schultz, kommunikationschef i Brøndby IF.

Med markant mere indhold og flere timers fodbold hver uge, så stiger abonnementsprisen 1. juli til 59,- per måned og et års abonnement vil koste 449,-. Tegner man abonnement inden 1. juli, kan man stadig nå at købe et års abonnement, der løber frem til sommeren 2021 for 169,- kroner.

Er man ikke abonnent, vil man på Brøndby Indefra stadig få alt det gratis indhold, man også får i dag samt på Brøndby IF’s andre platforme som Facebook, Twitter, Instagram og brondby.com. Det vil sige artikler, optaktsinterviews, reaktioner på kampdage, indslag i løbet af ugen, kåringer af månedens spiller, gallerier fra træning og kamp, længere dokumentarindslag og så videre.

- Som med al teknologi har der været børnesygdomme og tekniske udfordringer undervejs med Brøndby Indefra. Det har særligt været i forbindelse med store ændringer i designet, og det har rent ud sagt har været pisseirriterende, og appens udviklere har arbejdet hårdt for at få fejlene rettet hurtigt. Når teknikken har drillet, har vi stået og revet os i håret og kastet med vandflaskerne bagved kameraet, når f.eks. signalet pludselig er forsvundet midt under et live-interview.

- I dag er vi et langt bedre sted, og vi kan se på antallet af aktive brugere og abonnenter er steget voldsomt siden vores relancering tilbage i november. Ser man på årets første to måneder før Corona-pandemien ramte Danmark, overgik vi de mål vi havde sat os for Brøndby Indefra for hele 2020. Vi øger derfor nu vores ressourcer på platformen, så vi kan bringe endnu mere og bedre indhold, og når U17- og U19-ligaerne er oppe at køre igen i efteråret, så vil vi samlet set bringe mere end seks timers fodboldkampe på Brøndby Indefra om ugen – udover alt det andet indhold vi vil producere, afslutter Christian Schultz.