Schwäbe: Stemningen er god

14.02.2020 11:35

På søndag tager vi endelig hul på 3F Superligaen igen. Det gør vi, når vi gæster Nature Energy Park, og OB er modstanderen. Marvin Schwäbe og holdkammeraterne har været igennem en sædvanlig hård opstartssæson, men målmanden peger alligevel på, at der er god stemning i truppen til trods for det hårde program.

- En god men lang preseason er ovre. Jeg synes, det har været positivt, og selvom vi har haft lange træningspas med løb i skoven, så har træningsturen til Portugal også givet os tid og plads til at lære hinanden bedre at kende. Som spiller ser man altid frem til at komme i gang, og vi glæder os meget til at komme ud at vise vores spil. Vi har høje forventninger til os selv, fortæller den tyske keeper.

Selvom det af mange måske opfattes som værende mindre fysisk anstregende at agere sidste skanse, så er Marvin af en anden opfattelse. 

- Som målmand har du en masse opgaver i løbet af den daglige træning. Markspillerne er måske udsat for noget mere løbetræning, end vi målmænd er, men preseason er preseason, det vil altid være hårdt. Stemningen i truppen er god, så det er dejligt, og det har bidraget til en god atmosfære og gjort, at det har været nemmere at komme igennem.  

Fokus i optakten har været meget på det defensive, og hvordan man organiserer sig med og uden bolden. Schwäbe peger på, at det defensive er fundamentalt, og hvis det kan lykkes, så er der gode muligheder for succes. 

- Målet er altid at vinde og forsøge at nå så højt i tabellen som muligt. Som målmand stræber man altid efter at holde nullet. I opstarten har vi fokuseret meget på det defensive, og jeg synes særligt, at vi i den sidste test i Portugal mod Slavia Prag leverede en god indsats. Alle angreb bolden, og det lykkedes os at holde dem fra at score. For mig at se er det sådan, det skal være. Kan vi bringe det med os ind i Superligaen, så kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle opnå succes her i foråret.   

Har du endnu ikke sikret dig en billet til forårssæsonåbneren i Odense, kan du sikre dig billetter her.

Foto: Getty Images