Sikker sejr i første test på træningslejren

31.01.2020 19:35

IFK Norrköping var modstanderen, da vi sparkede træningsturneringen The Atlantic Cup i gang. Og den blev sparket i gang med manér, da lystavlen efter 90 minutters fodbold kunne vise en blågul sejr på 2-0.

Første halvleg foregik fuldstændig på vores præmisser, og det kunne have blevet til flere mål en blot det ene, Jens Martin Gammelby sendte i det lange hjørne efter flot opspil. Selvsamme Gammelby havde et forsøg på stolpen, mens også Vigen, Mraz og Hedlund havde muligheder, der kunne have givet en endnu større føring.

Simon Hedlund fik dog revanche i anden halvleg, hvor en afretning på hans skud langt ude fra sørgede for, at bolden kunne trille roligt i nettet til slutresultatet 2-0.

På Brøndby Indefra kan du høre cheftræner Niels Frederiksens reaktion på sejren.