Mads Hermansen inden KMD Cup: Glæder mig helt vildt

09.01.2020 12:55

I morgen sætter Brøndby-mandskabet kursen mod Jyske Bank Arena i Odense, hvor dette års udgave af KMD Cup bliver spillet. Mads Hermansen bliver manden mellem stængerne for de blågule, og det ser han frem til.

- Jeg forventer, at det bliver sjovt – en fed oplevelse og god stemning. En masse anderledes, men fed fodbold. Jeg tror, at atmosfæren bliver mere tæt og intens. Det bliver en intim stemning på en eller anden måde. Jeg tror virkelig, at man får svært ved at kommunikere, når det hele går i gang, og det bliver fedt at opleve.

Den blågule trup til stævnet er en blanding af etablerede førsteholdspillere og unge talenter fra Masterclass. Mads Hermansen er en af de unge, og han glæder sig meget til at kunne vise sig frem, selvom det et anderledes underlag, der bliver spillet på.

- Som ung spiller er det et fedt sted at få lov til at vise sig frem. Selvfølgelig er det ikke "rigtig" fodbold, og man skal måske tage det med et gran salt i forhold til, hvor godt man spiller indendørs. Jeg har altid spillet meget indendørs fodbold, så jeg har gået og håbet på, at jeg skulle med, og nu glæder jeg mig helt vildt.

- Jeg glæder mig til at se, hvordan det bliver at spille sammen med holdet. Nu har jeg aldrig spillet indendørs med nogen af dem, så det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå, men målet er helt sikkert at vinde.