Per Nielsen: Det er Danmarks suverænt bedste hold

15.11.2019 14:01

I morgen står der topbrag på programmet i Brøndby, når de blågules bedste kvinder tørner sammen med førerholdet i Gjensidige Kvindeligaen, Fortuna Hjørring. Det hold, der efter kampen ligger nummer ét i rækken, kan starte forårets slutspil med et forspring på to point. Det er derfor også en vigtig kamp for cheftræner Per Nielsen, men det er ikke mesterskabet, der bliver afgjort i morgen.

- Det er selvfølgelig en vigtig kamp, men det er vigtigere at ligge nummer ét til sommer. Vi vil rigtig gerne overvintre på førstepladsen, og vi vil også gerne føre med de to point, så selvfølgelig er førstepladsen vigtig, men der kommer vigtigere kampe til foråret, det må vi ikke glemme.

- Vi har altid et stort fokus på vores eget spil, og vi ved, at hvis vi skal lykkes mod Fortuna, så skal vi være dygtige med bolden. Er vi det, så vinder vi også. Får vi problemer med det og med deres fysik og sådan nogle ting, så kan vi komme til at løbe mange forgæves meter, og det skal vi helst undgå. De har mange dygtige spillere, som vi skal have styr på, men det drejer sig først og fremmest om os selv.

Siden 2002 har det enten været Brøndby IF eller Fortuna Hjørring, der har stået øverst på skamlen, når guldet skulle uddeles. Der er derfor garanti for spænding, når de to mandskaber mødes i duellen om førstepladsen. Per Nielsen håber også på, at mange vil tage turen ud til Brøndby for at se braget.

- Det er vigtigt med en god opbakning. Pigerne elsker at spille for mange tilskuere, og vi vil jo gerne hele tiden promovere det kvindefodbold-projekt, vi har i Brøndby. Så vi vil rigtig gerne have mange folk på stadion for at se, at der bliver spillet god fodbold - det er altså Danmarks to suverænt bedste hold, som mødes i morgen.

Der er kampstart i morgen på bane 2 kl. 13:00, og de første 100 gæster modtager en gratis stadionplatte (en Carlsberg Sport og en pølse med brød).