Optakt: Stats og info om Silkeborg IF - Brøndby IF

01.11.2019 09:35

Dommer: Kakob Kehlet
Kickoff: 19:00
Tv: 3+
Billetter kan købes her
Liveupdaye: BrondbyLive på Twitter

Superligaform
Silkeborg IF: U-V-T-T-T
Brøndby IF: V-V-V-T-T

Seneste fem indbyrdes Superligaopgør
14.07.2019 Brøndby IF 3-0 Silkeborg IF
26.11.2017 Silkeborg IF 1-3  Brøndby IF
15.10.2017 Brøndby IF 4-1 Silkeborg IF
27.11.2016 Brøndby IF 3-1 Silkeborg IF
24.07.2016 Silkeborg IF 0-2  Brøndby IF

Karantæne
Kamil Wilczek

Karantæne ved næste advarsel
Hjörtur Hermannsson (3 point)
Anthony Jung (6 point)
---
Ingen

Vinkler om kampen
Det er Superligakamp nr. 72 mellem Silkeborg IF og Brøndby IF. Statistikken siger 38 sejre til Brøndby IF, 17 uafgjorte og 16 nederlag samt en målscore på 122-75 set med Brøndby IF’s øjne.

Brøndby IF har vundet de seneste otte Superligakampe mod Silkeborg IF og er derudover uden nederlag i yderligere fire kampe. Brøndby IF er med andre ord ubesejret i Superligaen mod Silkeborg IF i godt otte år, idet seneste nederlag daterer sig til 23. oktober 2011.

Brøndby IF’s otte seneste sejre mod Silkeborg IF har i syv af tilfældene været med mindst to overskydende mål. I fem af kampene endda med clean sheets, i de tre øvrige har Silkeborg IF maksimalt scoret ét mål, hvorfor den samlede målscore for de otte kampe lyder på 20-3.

Brøndby IF har vundet de tre seneste Superligakampe mod henholdsvis FC København, Lyngby BK og Randers FC. Hvis det bliver til sejr mod Silkeborg IF, vil det være første gang siden maj-juli 2019, at Brøndby IF vinder fire Superligakampe i træk.

Hvis Brøndby IF formår at score mindst tre mål mod Silkeborg IF, vil det være fjerde Superligakamp i træk med mindst tre scoringer. Det har Brøndby IF ikke tidligere præsteret i Superligaen, idet seneste tilsvarende præstation var i oktober-november 1988 i sæsonens fire sidste kampe.

Brøndby IF har scoret først i 41 af de 71 tidligere Superligakampe mod Silkeborg IF med 30 sejre, syv uafgjorte og fire nederlag som resultat. Omvendt har Silkeborg IF scoret først i 25 tilfælde, hvilket for Brøndby IF har resulteret i otte sejre, fem uafgjorte og 12 nederlag.

Senest Brøndby IF måtte undvære klubbens anfører, Kamil Wilczek, i Superligaen, var i spillerunde 20-22 i sæsonen 2018/19. De tre kampe dengang endte ganske vist med seks scorede mål alligevel, men det blev ikke til sejr i nogen af de tre kampe (én uafgjort og to nederlag).

Brøndby IF har kun spillet én kamp uafgjort i indeværende sæson af Superligaen, hvilket skete allerede i første spillerunde. Hvis kampen mod Silkeborg IF ikke ender uden vinder, vil det være første gang siden april-juli 2016, at Brøndby IF spiller 13 Superligakampe i træk uden uafgjort.

Brøndby IF har vundet de to tidligere DM-kampe, klubben har spillet på udebane på datoen 4. november. Seneste tilfælde var i 2013, hvor det blev til sejr på 2-0 over FC Vestsjælland, hvorimod det i 1979 blev til sejr på 5-0 over Frederikshavn fI i den næstbedste række.

Brøndby IF spiller sin første mandagskamp i indeværende sæson og den første på udebane siden april 2019, hvor det blev til en sejr på 2-1 over FC Midtjylland. Faktisk har Brøndby IF fået point i 12 ud af de 13 seneste Superliga-udekampe afviklet på en mandag (9V-3U-1T).

Jakob Kehlet dømmer sin 46. Superligakamp med deltagelse af Brøndby IF, og det er i de seks seneste tilfælde blevet til sejr til Brøndby IF. I to af de 46 kampe har modstanderen været Silkeborg IF, juli 2011 og juli 2012, der begge endte med sejr til Brøndby IF.

Foto: Getty Images