Sejr over Hertha Berlin i Baltic Sea Cup

10.10.2019 09:42

Hertha Berlin var på besøg i Brøndby onsdag eftermiddag, da de blågule havde første hjemmekamp i turneringen Baltic Sea Cup, som er en international turnering for spillere under U21, men hvor man må have tre ældre spillere med. Kampen blev spillet på bane 1, og det blev til en sejr på 4-2 til de blågule.

Midt i første halvleg kom vi foran 2-0 på mål af Samuel Mraz og Peter Bjur efter to gode offensive aktioner, men efter pausen var det Hertha Berlin, der tog teten i kampen med flere flotte opspil og chancer. Det tyske mandsskab kom også på 2-2 et kvarter inde i anden halvleg, men med fem minutter tilbage af kampen kunne Drengene fra Vestegnen lukke kampen med to hurtige scoringer inden slutfløjt til resultatet 4-2.

Dét resultat var Jesper Sørensen efter kampen rigtig godt tilfreds med.

- Først og fremmest, så var det en god kamp. Hertha Berlin var et godt hold, og jeg så faktisk, at de var dygtigere end os på bolden i lange perioder. Til gengæld var vi rigtig dygtige på omstillingerne, og det skal man også kunne, når man møder nogle store modstandere, der går så højt op og presser – så skal man kunne spille igennem det pres, og det gjorde vi rigtig godt.

- Vi scorede nogle flotte mål, og vi fik også kreeret nogle store chancer, så det er jeg rigtig godt tilfreds med. Defensivt var det også en god øvelse for os i at forsvare uden bolden og arbejde sammen i vores organisation. Det virkede fint i store perioder, men vi havde det til tider også svært, når de flyttede bolden hurtigt. Men overordnet synes jeg, at vi spiller en rigtig god kamp og indsatsmæssigt er der ikke noget at komme efter - spillerne var alle sammen på og gjorde det rigtig godt. Det var en rigtig god sejr, synes jeg.

Brøndby IF – Hertha Berlin 4-2 (2-1)
1-0 Samuel Mraz
2-0 Peter Bjur
2-1
2-2
3-2 Mikkel Eslund
4-2 Samuel Mraz

Startopstilling:

Mikael Uhre – Samuel Mraz

Jesper ’Jobbe’ Lindstrøm – Andreas Pyndt Andersen – Peter Bjur – Andreas Bruus

Jacob Rasmussen – Luke Singh – Anton Skipper – Jens Martin Gammelby

Mads Hermansen

Kampen blev streamet live på Brøndby Indefra, hvor du kan gense den.