Niels Frederiksen: Kan ikke klandre spillerne for ikke at ville det

29.09.2019 21:15

Det endte desværre med et nederlag i Haderslev, da kampen mod SønderjyskE endte 2-1 til værterne. Det betyder dermed, at vi led andet nederlag i træk, men der var alligevel fremgang at spore i forhold til sidste uges kamp mod Esbjerg fB, mener cheftræner Niels Frederiksen.

- Præstationen var markant forbedret fra sidste uge, og udtrykket, vi kom ud med, så rigtig god ud. Det kan vi være tilfredse med. Som jeg også sagde til spillerne efter kampen, så kan jeg ikke klandre dem for ikke at ville det i dag og ikke give alt, hvad de havde. For det gjorde de. Men vi kan jo samtidig konstatere, at vi står her efter kampen og har igen ikke fået nogen point. Og det kan vi selvfølgelig ikke være tilfredse med.

Niels Frederiksen kunne se et hold, der spillede sig frem til flere chancer i første halvleg. Men desværre udmøntede det sig ikke i nogen mål – derimod fik SønderjyskE bragt sig foran efter godt en halv times spil.

- Vi gør det fint i starten af kampen, hvor vi både er kontrollerende og får skabt nogle chancer. Og det er jo i den fase, hvor vi simpelthen bare skal score på nogle af vores muligheder. Det gør vi ikke, og i stedet scorer de efter en fejl, og så er det lige pludselig en helt anden kamp. Sådan er det i Superligaen, og marginaler afgør tit fodboldkampe. I dag falder de bare ikke ud til vores fordel.

Om en uge gælder det sæsonens første Derby på Brøndby Stadion. Og op til den kamp er det på med arbejdshandskerne.

- Vi skal bare ud på træningsbanen igen og arbejde videre. Vi får ikke noget ud af at stå her og pive over det eller grave os ned. Som hold møder du nogle gange udfordringer, og dem skal vi sammen ud og knokle for at løse, fortæller Niels Frederiksen.

Foto: Getty Images