Sejr i Skive

25.09.2019 22:10

Onsdag aften blev Sydbank Pokalen skudt i gang for Brøndby IF’s vedkommende, der på Hancock Arena i Skive skulle møde Skive IK. Der var blevet skiftet meget ud i truppen efter nederlaget i Esbjerg, og det gav blandt andet spilletid til Samuel Mraz og Morten Frendrup.

I første halvleg havde de blågule kontrol i de fleste perioder, men Skive IK truede Brøndby-mandskabet på omstillinger og dødbolde. Selvom der var flere skud på mål, så forblev stillingen 0-0 ved pausen.

Anden halvleg var lidt mere livlig med chancer til begge mandskaber. Drengene fra Vestegnen bragte sig foran på mål af Samuel Mraz i det 53. minut, men det blev ikke det eneste mål i ordinær spilletid, for med omkring 10 minutter tilbage af kampen fik Skive IK udlignet på mål af Mikkel Jespersen.

Det betød at vi skulle ud i forlænget spilletid. Her så det ud til, at Skive IK skulle levere overraskelsen, da de bragte sig foran i anden halvleg af den forlængede spilletid, men Andreas Maxsø fik hurtigt svaret igen, og så kunne Lasse Vigen afgøre kampen til sidst og sikre Brøndby IF avancement i Sydbank Pokalen