Ringsted IF bliver en del af Brøndby Masterclass Samarbejdet

24.09.2019 13:08

Flere og flere klubber slutter sig til samarbejdet i Brøndby Masterclass, og den seneste klub til at træde ind i det, vi officielt kalder Brøndby Masterclass Samarbejdet, er midtsjællandske Ringsted IF.

Og det er der en god grund til, for Ringsted IF’s værdier ligger tæt på Brøndby IF’s ditto.

-  Ringsted IF er grundlagt den 1. maj 1903 og er en klub med omkring 540 medlemmer pt. på herresiden. Vi er en klub, der gerne vil have plads til alle – både elite og bredde. Vi arbejder ud fra følgende fem værdier: sammenhold, engagement, udvikling, respekt og glæde. Vi vil gerne vil have plads til både elite og bredde. Derfor arbejder vi på talentsiden med udtrykket ’Talent og udvikling – med respekt for bredden’.

- Brøndby ligger geografisk og sportsligt et godt sted for RIF Fodbold. Vi har ledt efter en topklub i Danmark og har med samarbejdet med Brøndby fået tæt på hele pakken af det, vi søgte. Det vil sige, at det både er vores spillere, trænere og klubben generelt, der får mulighed for inspiration, udvikling og sparring gennem dette samarbejde, forklarer Jesper Lemmike fra Ringsted IF.

Thomas Arndt, der i Brøndby Masterclass er leder for samarbejdsklubberne, ser også et godt match i Ringsted IF.

- Ringsted IF er en stor og velstruktureret klub med en masse medlemmer, der med dens centrale placering på Sjælland er en meget interessant samarbejdspartner. Vi er stolte over, at de har valgt Brøndby IF og Brøndby Masterclass Samarbejdet til at bistå udviklingen af deres børne- og ungdomsfodbold.

- Vi har igennem vores dialog og møder med repræsentanter fra Ringsted IF fået et indtryk af en veldrevet klub, der fremstår tro mod at udvikle deres fire værdier: Fodbold for alle, glæde, struktur og udvikling.  Og så har det nye samarbejde skabt glæde og gode minder hos vores fodbolddirektør Carsten V. Jensen, for Ringsted IF er hans barndomsklub, fortæller Thomas Arndt.

Du kan læse mere om Ringsted IF på deres facebookside og på deres hjemmeside.

Hvis du/I ønsker at blive klogere på, hvad det vil sige at være samarbejdsklub i Brøndby Masterclass, så kan man læse mere her eller kontakt Nikolaj Magelund på [email protected] eller Thomas Arndt på [email protected].