11. SEPTEMBER 2019 kl. 10:29
Kamil: Fansene hjalp mig igennem svære perioder

Den polske angriber Kamil Wilczek har netop rundet sin kamp nummer 150 for Brøndby IF og med 82 mål i alle turneringer, har han allerede indskrevet sig i historiebøgerne som en af de mest scorende Brøndby-spillere.

Den 31-årige anfører ser her tilbage på sin tid i Brøndby IF, som ikke kun har været en dans på roser.

- Jeg skiftede til Brøndby IF tre og et halvt år siden, og det har jeg ikke fortrudt. Jeg har haft svære perioder i løbet af min tid i Brøndby IF, hvor målene udeblev, og det ikke altid var nemt, men jeg har aldrig givet op. Jeg er en type spiller, som på banen bringer alle mine følelser i spil. Støtten jeg mærker fra tribunen før, under og efter en kamp er derfor noget af det vigtigste for mit spil, da opbakningen giver mig kolossal energi.

- Den største tak jeg kan give for de mål, jeg har bidraget med, tilfalder derfor Brøndby IF’s fans. Deres loyalitet er utrolig vigtig for mig og har hjulpet mig igennem de dårlige perioder. Der kan være mange årsager til, at man spiller en dårlig kamp. Man kan have personlige årsager, og man kan ganske enkelt bare spille en dårlig kamp. Fans kan jo af gode grunde ikke vide, hvorfor man har spillet dårligt, men blot konstatere man har spillet en dårlig kamp. Som spiller ønsker man aldrig at spille en dårlig kamp eller er ligeglad med resultatet, så når jeg har spillet en dårlig kamp, så har det været fantastisk motivation for mig at mærke, hvordan Brøndby IF’s fans har stået bag mig.

- Det er nemt at hylde en spiller, når det går ham godt, og han scorer mål og bidrager, men det kræver helt særlige fans at være der for en spiller, når han slider med det, og tingene ikke lykkes. Den støtte, jeg fik, gav mig et rygstød, som gjorde, at jeg kom hurtigere igennem min dårlige periode. Den slags loyalitet kan hjælpe alle spillere. Jeg ved godt, at når vi har dårlige dage, så er det ikke nemt for vores fans, og at de også har det hårdt. Derfor fortjener Brøndby IF’s fans en kæmpe tak for altid at være der, for i min bog så vinder og taber vi sammen. 

Kamil Wilczek overtog anførerbindet, da Benedikt Röckers kontrakt udløb i sommer, og det er et hverv, som han er stolt af og en opgave, han har taget til sig.

- Jeg er stolt af at være anfører i Brøndby IF og stolt over drengene i omklædningsrummet. Vi har mange forskellige typer spillere og dermed også mange forskellige type mennesker. Som anfører, og en af de erfarne spillere i truppen, gør jeg mit til, at vi får det bedste ud af hinanden.

- Nogle får motivation af at blive råbt af ude på banen, mens andre skal have et klap på skulderen. Alle er forskellige, og jeg prøver derfor at give dem den motivation, de har brug for. Men ens for alle er, at vi alle får energi af fansene på tribunerne. Den følelse er universel.

På søndag går Kamil Wilczek igen forrest ind på banen som anfører, når FC Nordsjælland gæster Brøndby Stadion, eller Vilfort Park som Kamil ynder at kalde sin hjemmebane. Har du endnu ikke sikret dig billet til kampen, kan du købe den her.

Foto: Getty Images