Fisker: Vi skal spille vores chance

13.08.2019 13:55

I morgen går turen til Portugal, hvor S.C. Braga venter på torsdag i returkampen af tredje runde i Europa League-kvalifikationen. Første opgør mod det portugisiske mandskab endte med et nederlag på 4-2 efter to meget sene mål til gæsterne. 

Men selvom udgangspunktet er svært, tager hele truppen til Portugal for at skabe et resultat, fortæller Kasper Fisker.

- Det er en stor og vigtig kamp. Vi gjorde det lidt sværere for os selv i torsdags, men vi skylder klubben, fansene og ikke mindst os selv at gå efter det i Portugal. Vi har muligheden for at skrive historie og sikre et kæmpe resultat, og det ønsker alle omkring klubben, så det går vi selvfølgelig efter.

- Vi havde selvfølgelig foretrukket, at vi havde en sikker sejr, der bare skulle køres hjem i Portugal, men når vi nu har gjort det svært for os selv i den første kamp, må vi bare give den ekstra meget gas i returkampen. 

Kampen i Brøndby viste et hjemmehold, der til trods for at være bagud efter første halvleg, viste flot spil og meget energi i anden halvdel af kampen. Og det er det, Kasper Fisker tager med til returkampen.

- Vi var skuffede efter den første kamp, for alle havde følelsen af, at de var til at snakke med, og i lang tid lugtede det også af en hjemmesejr. Så følelsen af at have overtaget skal vi tage med til Portugal på torsdag, og så skal vi spille vores chance.

Kampene kommer som perler på en snor for tiden, og selvom det kan virke som et hårdt program, tror Kasper Fisker på, at kampene samtidig kan give ekstra tro på tingene. 

- Vi vandt i søndags, og det giver en dejlig ro inden de her europæiske kampe. En sejr er altid den bedste optakt til en ny sejr, og selvom vi måske ikke spiller de bedste 90 minutter mod Hobro, holder vi nullet og har en meget professionel tilgang til kampen, og de to ting bliver selvfølgelig afgørende på torsdag. 

Der er kampstart i Portugal 20:45 dansk tid, og har du planer om at tage ned og se kampen, er der praktisk information at hente lige her. Hepper du til gengæld med hjemme foran tv’et, er det 6’eren, du skal tune ind på.

Foto: Getty Images