Niels Frederiksen: Vi var ikke skarpe nok

21.07.2019 18:40

Søndag eftermiddag ventede Randers FC i 3F Superligaen på udebane, hvor Brøndby IF kunne bygge videre på deres gode sæsonstart. Kampen endte uden vinder efter dramatik i overtiden med både mål og et rødt kort.

 

Niels Frederiksen efterlyste inden kampen en reaktion fra spillerne ovenpå nederlaget i Finland i torsdags, og det er noget, cheftræneren satte ord på efter kampen i Brøndby Indefra.

 

- Efter vi har en lidt urolig start på kampen, så synes jeg, at vi kommer ind og får egentlig fin styring og skaber også nogle rigtig fine muligheder. Jeg synes ikke, at vi er skarpe nok i dag på de muligheder, vi har, og vi skal så helt ind i overtiden, før vi får scoret det andet mål. Jeg synes, vi havde et fint udtryk, og jeg synes egentlig, at drengene gjorde mange fine ting. Men det er klart, at vi skal være bedre til at omsætte de halve og hele muligheder, vi har.

 

- Det var et andet Brøndby-hold, vi så i dag, som mindende meget mere om det, vi gerne vil. Med aggressivitet både med og uden bold. Så den del af det, synes jeg godt, vi kan sige, at spillerne gjorde fornuftigt.

 

Hør hele interviewet på Brøndby Indefra.

 

Næste opgave for Niels Frederiksen og Brøndby-holdet er på torsdag, hvor turen går til Gdansk i Europa League-kvalifikationens anden runde. Opgøret i Polen er første af to, hvor returkampen bliver spillet hjemme på Brøndby Stadion d. 1 august.