Niels F.: Skal ud og vinde kampen

20.07.2019 08:10

I morgen står der igen 3F Superliga-bold på programmet, når Drengene fra Vestegnen tager turen til Kronjylland, hvor Randers FC venter. Kampen sparkes i gang på Cepheus Park Randers kl. 16:00, og cheftræneren ser frem mod en kamp, som, han forventer, bliver hård.
 
- Vi havde et alt for passivt udtryk i Turku i torsdags, så vi skal finde tilbage til det, vi var gode til i de to første kampe i sæsonen på hjemmebane mod hhv. Turku og Silkeborg. Mod Turku fik vi ikke sat det tryk på, som vi skal, og det er det, vi skal finde tilbage til i kampen i morgen. Randers FC har vi mødt mange gange, og vi kender deres udtryk. De er et rigtig solidt hold, som også har nogle fine individualister. Specielt deres forreste kan skabe ting, og kombineret med at deres hold altid er så stabilt og arbejder hårdt, så er Randers FC et hold der er svært at møde. Så jeg forventer en hård kamp for os, men vi skal ud og vinde kampen.
 
- En sejr vil være vigtig for os, og derfor vil vi også gøre alt for at vinde kampen og få tre point med hjem. Det dér med at komme godt fra start, det danner bare en bund for både tro og optimisme, og det er vigtigt for holdets selvtillid.
 
På nuværende tidspunkt har mere end 1.000 Brøndby-fans allerede meldt sin ankomst til morgendagens kamp, og cheftræner Niels Frederiksen glæder sig til at mærke støtten på udebane fra de mange Brøndby-fans.
 
- Sagt i al respekt for de klubber, jeg tidligere har været i, så har man kunnet tælle de medrejsende fans på meget få hænder. I torsdags i Finland var der næsten 300 medrejsende Brøndby-fans, og jeg hører, at der i morgen kommer mere end 1.000 Brøndby-fans til Randers. Så jeg glæder mig utroligt meget til at opleve støtten på udebane i 3F Superligaen. For det giver altså bare noget ekstra med den støtte. Jeg har selv siddet på danske stadioner mange gange igennem årene og oplevet, at Brøndbys fans kan synge og råbe højere end hjemmepublikummet, og så bliver det jo næsten en hjemmebane for os. Det er vigtigt for spillerne inde på banen og for os ude på bænken. Så jeg ser meget frem til kampen i morgen, og vi skal ud og have tre point.
 
Hvis du ikke har sikret dig billet til kampen i morgen, så kan den købes her.

Foto: Getty Images