Sejr i første 3F Superliga-opgør

14.07.2019 20:45

Det var et veloplagt Brøndby mandskab, der her til aften kunne tage hul på 3F Superligasæsonen. Kampen bød på en masse chancer til de blågule, der vandt 3-0 over nyoprykkede Silkeborg IF.

Første mål kom i det 14. minut, hvor et hjørnespark fra Dominik Kaiser blev grebet af Silkeborg IF's målmand, Oscar Hedvall, men han tabte bolden for fødderne af Paulus Arajuuri, der kunne sparke bolden i kassen til 1-0.

Brøndby-presset fortsatte, og i det 36. minut kunne Simon Tibbling spille Dominik Kaiser helt fri i feltet. Han tøvede ikke og bankede bolden op i nettaget uden chance for målmand Oscar Hedvall.

Derefter skulle vi ind i 2. halvleg, før bolden igen var at finde i Silkeborg IF's målnet. Arajuuri lagde bolden i dybden til Kamil Wilczek, der var sikkerheden selv foran mål. Han sparkede bolden fladt ind ved modsatte opstander, og så stod det 3-0 til Drengene fra Vestegnen, som også blev kampens slutresultat. 

Foto: Getty Images