Niels Frederiksen: Vi skal være disciplinerede og modne

13.07.2019 09:00

I torsdags lød startskuddet til sæsonen 2019/20, og i morgen er det så tid til at få Superliga-fodbolden til at trille. Modstanderen er nyoprykkede Silkeborg IF, og der er kampstart kl. 18:00 på Brøndby Stadion.

Der er forskel på at spille europæisk og spille i den hjemlige liga - alligevel forudser cheftræner Niels Frederiksen en nogenlunde ens udfordring i forhold til torsdagens opgør.

- I forhold til kampens udtryk og hvordan Silkeborg kommer til at gribe kampen an på, tror jeg ikke, at den bliver så meget anderledes end kampen i torsdags. Jeg forventer, at de vil forsvare sig lavt i perioder, ligesom Inter Turku gjorde det, så vi kommer til at spille mod et meget godt organiseret hold. Og vi kommer også til igen at spille mod et hold, der vil prøve at ramme os på omstillingerne og standardsituationerne. Så på mange måder kan det godt komme til at ligne kampen fra i torsdags, fortæller Niels Frederiksen, der har haft fokus på disciplin og sit eget holds spil frem mod kampen i morgen.

- Vi må se indad, og vi kan ikke undgå, at vi kommer til at spille kampe på Brøndby Stadion mod modstandere, der står lavt og lader os have bolden. Så vi har talt meget om, at vi ikke må lade os rive med og sende hele holdet op i hvert angreb, for så bliver vi for sårbare i den anden ende. Vi skal være disciplinerede og modne i vores spil, så vi ikke lige pludselig står med ni spillere foran bolden. Det er en vigtig del af vores taktiske forberedelse lige nu.

Mens der skal udvises modenhed og disciplin, vil Niels Frederiksen dog også se det, der skal kendetegne Brøndby IF, hver gang der spilles på hjemmebane.

- En af vores helt store styrker er vores genpres og vores aggressivitet. Der kan jeg mærke på spillerne, at de er rigtig godt skolede, og det sidder bare på rygraden af hver enkelt. Det er noget, vi vil fortsætte med, og det skal vi også. Det er Brøndby Stadion, vi er på hjemmebane, og det skal være vores fort, så vi skal ikke gemme os.

Har du ikke købt billet til 3F Superligapremieren, kan du gøre det her.
 
Du kan se dagens program i Fanzonen og Familie Loungen her.
 
Foto: Getty Images