Cheftræneren om Børkeeiet: En spændende spiller

05.07.2019 15:55

Fra på tirsdag træder Tobias Børkeeiet ind i omklædningsrummet på Brøndby Stadion og derefter ud på træningsbanen for første gang som Brøndby-spiller. Cheftræner Niels Frederiksen glæder sig til at arbejde med det norske talent, som han kalder en spændende spiller.

- Det er en rigtig spændende signing. Først og fremmest er det en ung spiller på et højt niveau, der allerede har spillet mange kampe for Stabæk. Vores vurdering er, at han har et højt niveau nu, men han har også et kæmpe udviklingspotentiale.

- Vi håber, at han kan tage det næste skridt i sin udvikling her, hvor han – med al respekt for Stabæk og den norske liga – kommer til at spille på et højere niveau og med bedre spillere omkring sig. Han er en form for playmaker med et ekstremt godt pasningsspil både kort og langt, og han har et rigtig godt blik for spillet – specielt i bevægelserne foran ham på banen, fortæller Niels Frederiksen.

Tobias Børkeeiet er midtbanespiller, og selv om han kan dække flere positioner, er der også et sted, hvor han er bedst.

- Han kan spille de rigtige bolde frem i banen, på det rigtige tidspunkt og med den rigtige fart. Han kan spille flere positioner på midten, men der er ikke tvivl om, at 6’er-position er der, hvor han er bedst. Der kan han få lov til at kontrollere og styre fodboldkampen, for han spiller meget modent for så ung en spiller.

Tobias Børkeeiet kommer til at spille med nummer 42.