Brøndby IF er fortsat de mest populære foran TV’et

13.06.2019 12:55

Sæsonen 2018/19 endte med en fjerdeplads i Superligaen efter 37 kampe. Men når der skal tunes ind på Superligaen foran fjernsynsskærmene i de danske hjem, er der ingen tvivl om, hvem der ligger øverst på tv-seernes favoritliste. Med i alt 5.479.000 tv-seere hen over sæsonen er Brøndby IF endnu en gang danskernes foretrukne hold at se, og der har således gennemsnitligt siddet 148.000 seere klar foran skærmene, hver gang de blågule har spillet. 

Der er mere end en million tv-seere til forskel fra nummer to på listen, nemlig FC København, som har haft 4.257.000 seere i løbet af sæsonen, hvilket giver et gennemsnit på 118.500 pr. kamp.

Tallet på små 5,5 millioner tv-seere er et lille fald (2,2%) i forhold til sidste sæson, hvor vi havde 5.601.000 seere i løbet af sæsonen.

Stor fremgang på hjemmebane
Der er til gengæld fremgang at spore, når vi spiller på hjemmebane – her har vi også de fleste tv-seere, og i forhold til sidste sæson har vi fået flere tv-seere. I denne sæson har 2.767.000 tunet ind på vores hjemmekampe i sæsonen, og det er en stigning på 10,6% i forhold til sidste sæsons 2.502.000 tv-seere.

Når Drengene fra Vestegnen spiller på udebane, er der i gennemsnit 150.500 tv-seere, hvilket har resulteret i 2.712.000 over hele sæsonen.

Alle tallene glæder naturligvis direktør Ole Palmå.

- Seertallene for den forgangne sæson bekræfter endnu engang, at vi har det absolut stærkeste og mest attraktive TV-produkt i Superligaen. Vi er med afstand den klub i Superligaen, som har flest seere, og på hjemmebane steg vores seertal med 10% - endda til trods for at vi i den forgangne sæson ikke vandt ligeså mange kampe, som vi havde håbet på. De høje seertal gør, at eksponeringen, vi som klub kan tilbyde vores partnere, er den mest attraktive i dansk fodbold, fortæller Ole Palmå, der også hæfter sig ved den flotte statistik trods øget konkurrence.

- Den store interesse for vores kampe er med til at løfte hele Superliga-produktet, og det gør os stolte, at vi bliver valgt til og går forrest i en tid, hvor man som forbruger aldrig har haft flere valgmuligheder for at underholdes på TV, streaming osv. Nu glæder vi os til den kommende sæson og til at give vores fans og danske fodboldinteresserede endnu flere medrivende kampe.

Foto: Getty Images