Schwäbe: Fantastisk holdpræstation

22.04.2019 20:59

Sejren på 2-1 over FC Midtjylland på MCH Arena i Herning var en en af de sejre, hvor holdet kæmpede om hver eneste meter. Det belønnede sig, og da dommer Michael Tykgaard fløjtede for sidste gang, blev Simon Hedlund og Jens Martin Gammelbys scoringer afgørende for udfaldet.

- Det var en fantastisk holdpræstation. Alle var indstillet på at give alt, hvad de havde, lød det fra Marvin Schwäbe, der selv stod en brandkamp i dag med flere afgørende redninger.

- Det var en god kamp, men det er igen vigtigt at sige, at det var det fra hele holdet. Der var også flere gange, der blev sparket væk på stregen, så vi forsvarede som et hold.

Med på lægterne var målmandens forældre, der fik en åben slagudveksling at se på banen, men altså med deres søn som en af de afgørende brikker på det vindende hold. 

- Det gør mig da stolt, at vi kan spille sådan en kamp med så fantastisk opbakning fra fansene endnu engang, og mine forældre kan se, hvad Brøndby IF handler om, lød det fra Marvin Schwäbe, inden han løb over og fik en snak med netop sine forældre.

Foto: Getty Images