Brøndby IFs kvinder: Målet er både at vinde ligaen og pokalen

20.03.2019 15:30

Brøndby IF's kvinder indledte slutspillet med en 3-1-sejr over FC Thy – Thisted Q. Det betyder, at holdet i skrivende stund fører 3F-Ligaen med fire point ned til Fortuna Hjørring, som anses for at være vores direkte modstandere i kampen om både liga- og pokaltitlen. Det er dog vigtigt at have for øje, at alle holdene er langt mere jævnbyrdige, end de hidtil har været, siger Per Nielsen, som vi har fået en snak med.  

- Jeg forventer og tror, at kampene her i grundspillet bliver tættere, end vi hidtil har set. Jeg synes, at alle holdene er blevet dygtigere, så derfor er det vigtigt, at vi også bliver ved med at forbedre os. Vi møder VSK Aarhus, som ser stærke ud, i næste runde, hvor vi er nødt til at være fuld koncentrerede, hvis vi skal have tre point. 
Pigerne havde en god opstart og var en tur i Tyrkiet på træningslejr. Her blev truppen sammentømret, og der var tid til at træne den indbyrdes forståelse. Det er en nødvendighed, da der har været udskiftning i truppen, men de fleste bærende kræfter er blevet.

- Der sker en masse ting over vinteren, hvor der har været flere afgange. Nogle af vores konkurrenter har ydermere hentet nye spillere til. Så det er lidt svært at vide, hvor vi står i forhold til vores tætteste konkurrenter. Én ting er dog sikker – hvis vi kan ramme samme niveau og rytme, som vi havde i efteråret, så kan ingen af de andre true os i denne sæson. 

- Vi har en klar målsætning om at vinde både 3F-Ligaen og Sydbank Pokalen. Det ville være fedt, hvis det kunne lykkes, uden at vi tabte en kamp. I disse år sker der en masse med kvindefodbold i Danmark, og i Brøndby er vi glade for at have et af landets førende hold. Det har betydet, at vi har haft store oplevelser med pokalfinaler, Champions Leauge og ligatitler. Det giver dog også sine udfordringer, men heldigvis nogle positive af slagsen. 

- Vi er i den heldige situation, at vi har 14 potentielle landsholdspillere i truppen. Til sidste landsholdssamling havde vi 12 afsted og to skader, hvilket betød, at vi var fem spillere på træningsbanen. Det er en af de udfordringer, man som førende klub med de bedste spillere må forlige sig med. 

- Men vi bliver ved med at arbejde stenhårdt, så vi igen kan få en oplevelse som den, da vi mødte Juventus, og der var 8500 på lægterne. 

Har du lyst til at støtte pigerne – så er næste kamp på lørdag hjemme mod VSK Aarhus kl. 14:00.