Arajuuri: Sejre giver energi

01.03.2019 14:30

Det blev til en sejr i pokalturneringens kvartfinale, da Vendsyssel torsdag aften blev besejret med 2-0. Der er dog ikke tid til at hvile på laurbærrene for Brøndby-spillerne, der allerede skal i kamp igen på søndag, når det gælder udekampen mod OB.

Og for Paulus Arajuuri gav gårsdagens pokalsejr vigtig energi forud for netop søndagens opgør.

- Pokalkampe er altid svære, og det var især et svært sted at spille. Så vi har en rigtig god følelse nu, og det var virkelig vigtigt at få vundet den kamp. Banen gjorde det svært at spille rigtig flot fodbold, men vi viste en helt fantastisk holdpræstation og vilje til at vinde, og det var præcis sådan en sejr, vi havde brug for, fortæller forsvarsspilleren, der kan se frem til tredje kamp på syv dage.

- Det er en hård uge med tre kampe, men nu har vi vundet to af kampene, og det giver bare så meget energi. Så vores opgave er nu at bruge al den energi rigtig de næste par dage og få forberedt os perfekt og professionelt til kampen på søndag.

Det var en lang tur til og fra Hjørring i går, men det hele bliver lidt nemmere, når de 90 minutter ender med sejr til de blågule.

- Busturen hjem fra Hjørring var bare så meget bedre med en sejr i bagagen - det er nat og dag i forhold til at vinde eller tabe. Nu skal vi tage energien og sejrene med til Odense, som vi har fuldt fokus på. 

Har du endnu ikke sikret dig billet til det udvidede udebaneafsnit i Odense til søndagens kamp, kan du gøre det lige her.

Foto: Getty Images