Brøndby eSport vinder eSuperligaen

17.12.2018 23:10

Efter en voldsomt spændende aften i Forum i København, kunne FIFA-spillerne Fredberg og Dingo sammen med træner Daniel Barnewitz se tilbage på en kæmpe triumf, for teamet vandt nemlig den første udgave af eSuperligaen.

Finalemodstanderne fra Vejle gjorde alt, hvad de kunne, for at vriste trofæet ud af de blågule hænder, men i en serie på bedst ud af tre kampe, måtte de se sig slået med 2-1.

Dingo startede med at besejre Esser i første kamp, men måtte helt ud i en straffesparks-afgørelse, før sejren var en realitet. Lord Hjort fik besejret Fredberg i den anden kamp, og så skulle det hele afgøres i sidste kamp, hvor holdene besluttede sig for at sende Fredberg og Lord Hjort i aktion igen.

Denne gang så Fredberg sig ikke tilbage og slog sikkert sin modstander med 4-2.

Dermed kunne Brøndby eSport lade sig hylde som vinderne af eSuperligaen.

På vejen slog de Lyngby i kvartfinalen og AGF i semifinalen på reglen om udebanemål.

Tillykke til spillerne og holdet bag holdet med den store triumf.