Johan Larsson: Det gør stort indtryk

16.12.2018 21:10

Johan Larsson kunne søndag aften spille sin sidste kamp i gult og blåt. Anføren fik en stor hyldest af Brøndby-fansene, som kom noget bag på svenskeren. På trods af det skuffende resultat på banen er det en oplevelse, som han sent vil glemme:

- Tiden i klubben kommer jeg aldrig til at glemme. Man har lagt sit blod og sit hjerte i klubben, og at nogle sætter pris på det efter fire år, det gør mig stolt. Det er ikke alle, der fortjener eller får sådan en hyldest, men at fansene synes, at jeg fortjente det, dét er noget, der går lige i hjertet.

- Jeg havde ikke forventet noget, men det var helt fantastisk, og det er også en lidt underlig følelse, jeg står med nu. Det var mærkeligt at køre ind på parkeringspladsen i dag og vide, at det var for sidste gang med kamp på Brøndby Stadion.

Selve kampen var dog ikke noget, Johan Larsson vil drømme sig tilbage til i fremtiden.

- Vi skal selvfølgelig vinde i dag, da vi er foran to gange. Det gør vi ikke, og det er sådan fodbold er engang imellem, lyder det afslutningsvis fra Johan Larsson.

Foto: Getty Images