Fire på stribe

09.12.2018 20:15

Det blev endnu engang til tre point, da vi med en god anden halvleg kunne ændre faretruende 1-0 til Vejle til en 2-1-sejr. Allan Souza sparkede Vejle i front på et frispark. Vi havde i løbet af første halvleg tilløb til chancer, men det blev ved det.

I anden halvleg kom holdet ud med stor aggressivitet, og der skulle heller ikke gå længe før udligningen kom. Kamil Wilczek scorede et vaskeægte angribermål, da han kunne dirigere et indlæg ind fra et frispark. Omkring 10 minutter senere smækkede Johan Larsson et fremragende indlæg ind til en fremstormende Mikael Uhre, der kunne sætte panden på bolden, og så stod det 2-1 til Brøndby IF.

Det blev den sidste scoring i kampen, og derfor kan vi tage de tre point med hjem til Vestegnen.

Foto: Getty Images