Zorniger: Spillerne viste mod

09.11.2018 22:20

2-0. Det blev aftenens resultat mod AGF på et Brøndby Stadion, som i store dele af kampen gyngede, og kunne fejre spillerne efter slutfløjt. Cheftræner Zorniger havde efter kampen ros til spillerne for at spille med det mod, som har kendetegnet Brøndby-holdet i de sidste to sæsoner.
 
- Spillerne viste hele kampen igennem, at de ville have den her sejr mod AGF. Det var en svær kamp, og der blev gået til stålet. AGF bragte en masse kvalitet og fysik på banen, hvilket altid er svært at spille imod. I første halvleg spilede vi ok, men vi havde ikke nok fart i vores opspil, men det vendte vi i anden halvleg, og netop farten i vores opspil var med til at sikre os sejren.
 
Dominik Kaiser bragte de blågule foran på et drøn af en helflugter, og i stedet for at stille sig tilbage og forsvare føringen, gav det kun Brøndby-spillerne endnu mere blod på tanden, og holdet jagtede derfor endnu et mål.

- Mange har givetvis en følelse af, at vores sejre de to sidste sæsoner var nemme sejre, men ser man tilbage på mange af vores sejre, så var de præcis lige så svære og lige som kampen i aften. Vi har haft det svært indtil videre i sæsonen, men det var en stærk præstation i aften. Det var vigtigt for os som hold, at vi blev ved med at jagte chancer og mål, selvom vi kom foran. Vores måde at spille kræver mod, og det mod viste vi i aften som hold.
 
Næste kamp for Brøndby IF på Brøndby Stadion er den 2. december kl.18:00 mod Hobro IK, men inden da gælder det først BK Marienlyst i fjerde runde af Sydbank Pokalen torsdag den 22. november på udebane og derefter SønderJyskE søndag den 25. november ligeledes på udebane.

Foto: Getty Images