Zorniger: Kunne ikke give fans de point de fortjener

04.11.2018 15:45

I sidste sæson vandt Brøndby IF begge Derbyer på Brøndby Stadion på mål scoret i de døende minutter, men i dag var rollerne desværre byttet om i en tæt og fysisk kamp, da FC København scorede det afgørende mål i de sidste minutter af kampen. Cheftræner Alexander Zorniger var efter kampen skuffet.

- Det var en fysisk kamp, og vi leverede godt fysisk. Det var en relativt lige kamp, som de her Derbyer oftest er, men i dag mistede vi for mange bolde ved at sparke langt. Det er ok, at vi sparker langt fra tid til anden, men vi skal turde spille mere igennem midtbanen, når chancerne opstår, og der var vi ikke gode nok i dag.

Kampen igennem var der fuld tryk på lægterne, og støtten fra Brøndby-fansene var der hele kampen igennem. Og det blev bemærket af cheftræner Zorniger. 

- Fansene støttede os alt, hvad de kunne i dag, og vi kunne mærke opbakningen hele kampen igennem. De gjorde alt, hvad de kunne i dag, men vi kan desværre ikke give dem de point, de fortjener. Vi er utrolig skuffede. Spillerne gav alt på banen, men når modstanderen scorer i det 92. minut, så er skuffelsen naturligvis stor.

Næste kamp er allerede på fredag den 9. november, når AGF gæster Brøndby Stadion kl.19:00. Du kan sikre dig billet her.

Foto: Getty Images