Brøndby eSport indgår samarbejde med HyperX

30.10.2018 13:45

Brøndby eSport har i dag indgået endnu et samarbejde, der skal give mere værdi til vores nye Familie Lounge. HyperX er ny partner for gaming-udstyr, og det vil betyde, at gaming-computerne i Familie Loungen vil få nyt udstyr allerede fra søndagens Derby.

Det nye udstyr kommer i form af keybord, headset, mus og meget andet tilbehør, og ud over at komme fansene i Familie Loungen til gode, vil Brøndby eSports FIFA-spillere også benytte sig af det. 

HyperX har produceret prisvindende gaming-udstyr i 16 år, og den nye aftale glæder naturligvis Jesper Larsen, der er eSport Koordinator i Brøndby eSport.
 
- At få denne aftale med HyperX på plads, er en rigtig god nyhed for både klubben og vores spillere i Brøndby eSport, men i høj grad også for vores fans, der benytter Familie Loungen. De kan se frem til noget af markedets bedste udstyr, som vi glæder os til at vise frem i gaming-området i Familie Loungen. Vi ser frem til at arbejde med HyperX og de spændende tiltag der er i vente.
 
Også hos HyperX er der stor glæde ved den nye aftale. Ben Malka, der er Talent Magager hos HyperX, udtaler:

- Vi er meget begejstrede for at skulle arbejde sammen med Brøndby eSport. Vi har set, at de har nogle talentfulde FIFA-spillere og er set som stærke modstandere i FIFA-verdenen, hvor de har vundet verdensmesterskabet for klubhold to gange i træk. Så vi håber på at kunne hjælpe til endnu flere mesterskaber med HyperX-udstyr.

Aftalen er kommet i stand i samarbejde med Qwatti eSports Agency, der er partner hos Brøndby eSport.