10. OKTOBER 2018 kl. 12:35
Velkommen i Fanzonen

Som udgangspunkt bliver Fanzonen altid åbnet tre timer før kickoff på en kampdag, og indgangen er på sydsiden af Fanzonen, altså mellem Idrættens Hus og selve fanzonen.

Der er to indgange til Fanzonen, og alle med sæsonkort eller billet til afsnit C, D eller F har adgang til Fanzonen. Det betyder, at har du billet eller sæsonkort til Sydsiden eller Loxam-tribunen, så gælder det også til Fanzonen.

Når du går ind i Fanzonen, bliver du visiteret og får scannet din billet eller sæsonkort – derefter er du inde på Brøndby Stadion. På kampdage er Fanzonen nemlig en integreret del af stadion, og du kan gå direkte fra Fanzonen til din plads inde på tribunen.

Portene fra Fanzonen og ind til Sydsiden åbner som udgangspunkt to timer før kampstart. For indgangen til Loxam-tribunen, ved tårn 25, er det halvanden time før kickoff – her skal du fremvise billet eller sæsonkort igen.

Fanzonen er åben under kamp for alle med billet eller sæsonkort til Sydsiden, hvilket betyder flere udskænkningssteder før, under og efter kamp, men også nye og flere toiletfaciliteter – specielt til kvindelige fans.

Foran portene til Sydsiden vil der være food trucks med skiftende menuer, der lige som barerne har åbent før, under og efter kamp. Det vil også være muligt at købe grillpølser og anden fastfood under Sydsiden.

I den første åbne time i Fanzonen er der happy hour for sæsonkortholdere. Det betyder, at en 0,5l fadøl koster 35 kroner, mens en sodavand er nede i 20 kroner.

Der er opsat skærme i hele Fanzonen og foran scenen er der storskærm. Der vil køre kampe fra Superligaen live eller diverse videoer produceret af Brøndby IF.

Som udgangspunkt lukker fanzonen en time efter dagens kamp på Brøndby Stadion. Dette kan dog variere afhængig af kampen og vejret.

Velkommen til Fanzonen – vi glæder os til at se jer dernede!