Kom på Counter Strike-camp i efterårsferien

08.10.2018 15:20

I efterårsferien løber vores første Counter Strike-camp af stablen. Det hele foregår i Familie Loungen i samarbejde med Vision Gaming, der har sørget for toptunede gaming computere.

Campen vil bestå af en hel dag med Counter Strike, og i spidsen for det hele vil Asger Nissen guide deltagerne igennem det populære computerspil. Asger Nissen er selv uddannet i idrætspsykologi fra Amsterdam og har sin daglige gang i Brøndby Masterclass, hvor han er mentaltræner for de blågule fodboldtalenter. Og så er han underviser for kommende CS:GO-trænere i Danmark.

Og Asger Nissen lægger vægt på, at campen skal have fokus på holdpræstationen frem for indviddet – noget, der er meget vigtigt, hvis man vil tage det næste skridt i CS:GO.

- Formålet med campen er, at deltagerne skal få en god dag med en masse esport i Brøndby-regi og under Brøndby IF’s værdier. De fleste spiller CS:GO ud fra egen næsetip og på intuition, men hvis man ser på dem, der spiller i foreninger og i klubber, er der enorm stor forskel. Og det er her, vi har meget at tilbyde, for vi har en stor ekspertise i at præstere som et hold og have god kommunikation.

- Vi kommer til at tilrettelægge campen, så deltagerne vil få undervisning og træning i alt det, de ikke kan træne derhjemme. Der vil selvfølgelig også være træning i specifikke elementer af spillet – det kunne være, hvordan man bruger granater bedst – men som udgangspunkt vil deltagerne lære mere om holddynamikker, og hvordan man præstere bedst under pres.

Der vil være to camps henholdsvis den 17. og 21. oktober, og du kan læse mere om campen samt sikre dig billet til den her.