Masterclass-overblik: Store resultater i ind- og udland

27.08.2018 15:45

I sidste weekend blev sæsonen skudt i gang for samtlige Masterclass-trupper pånær U15, som spillede turnering i Kina. I denne weekend har både U14 og U13 spillet turnering. De flotte resultater fra sidste weekend skulle derfor følges op, og alle Masterclass-trupperne har leveret gode resultater.

U19: Fortjent sejr
Joakim Mattssons U19-mandskab mødte OB på hjemmebane, og det blev til en god indsats, som også udmøntede sig i en sejr. Agust Hlynsson blev kampens eneste målscorer, da han efter 30 minutter scorede til kampens resultat 1-0.

- Vi præsterer en god indsats, som vi alle sammen kan være bekendte. I første halvleg skaber vi en god mængde muligheder, hvor vi måske bør lukke kampen. Det får vi ikke gjort, og så ved vi, det kan blive farligt, når man kun fører med et enkelt mål. OB kommer også frem til chancer i første halvleg, men det synes jeg, vi får bedre styr på i anden halvleg. Vi skulle have scoret et enkelt eller to mål mere med det spilovertag, vi har.

- Der er også mange gode individuelle præstationer. I sidste runde lukker vi fire mål ind mod FC Nordsjælland, men gode præstationer defensivt gør, at vi holder nullet, det er jeg naturligvis meget tilfreds med. Måden, vi forsvarer os på, er blevet bedre i forhold til i sidste uge, udtrykket arbejder vi stadig på, men jeg er tilfreds og så mange positive elementer, lyder det fra Mattsson.

Brøndby IF – OB 1-0 (1-0)
1-0 Agust Hlynsson

Andreas Bruus – Peter Bjur

Agust Hlynsson

Morten Frendrup – Andreas Pyndt Andersen

Frederik Nørrestrand

Lucas Steen – Emil Staugaard – Anton Hendriksen – Kasper Jørgensen

Mads Hermansen

Bænken
Lucas Balck
Anton Bisgaard
Daniel Holsting
Mikkel Eslund

U17: God første halvleg lagde fundamentet
Lørdag klokken 15:15 var der kickoff for Anton Lymes unge drenge. Randers Freja kom på besøg og blev sendt tilbage til Jylland med et 3-0-nederlag.

- Vi havde forventet, Randers ville stå lavt og køre omstillinger, og det fik vi ret i. Vi havde til kampen fokus på at være villige til at tabe bolden, hvor reaktionen efter gerne skulle være det høje genpres, og måden hvorpå vi positionerer os. På den måde forsøgte vi at fange dem ude af balance, hvilket vi lykkes fint med. Vi holder en god kompakt organisation og får skabt de chancer, der skal til i løbet af de første 25 minutter. Vi får virkelig ramt nogle fine kombinationer inde centralt, fortæller Lyme og uddyber.

- I anden halvleg mister vi lidt af den kompakthed, som vi havde i starten af kampen. Kampen bliver lidt "lang", men på trods af det skaber vi stadig fire store chancer i anden halvleg og holder mere eller mindre Randers fra store chancer. Vi får spillet en god første halvleg, det er den vi gerne vil bygge videre på.

Brøndby IF – Randers Freja 3-0 (2-0)
1-0 Oliver Rytter
2-0 Laurids Andersen
3-0 Andrew Oseni

Andrew Oseni – Mathias Kvistgaarden

Oliver Rytter

Laurids Andersen – Frederik Valdbjørn

Marinus Larsen

Magnus Ravn – Oscar Salling – Elias Gärtig – Matin Saleh

Tobias Juul

Bænken
Filip Andersen
Christian Friedrich
Victor Petersen
Lucas Ziegler

U15: En turnering langt mod øst
Træner for U15-Masterclass Sune Jensen har med sit mandskab været på noget af en rejse. Turen gik til Kina, hvor turneringen MCC China blev afviklet fra den 16. til den 25. august. Turen var bestemt noget, som har været med til at ryste hele holdet sammen.

- Vi var ærgerlige over at tabe den første kamp, de scorer på et straffespark, hvor vi ellers var i god kontrol. Det var den første kamp i turneringen, og vi spillede en god gang fodbold, men resultatet blev ikke som ønsket og var faktisk i sidste ende det, der gjorde, at vi ikke gik videre i turneringen.

- Jeg synes, holdet har rykket sig meget, i forhold til det udtryk vi gerne vil vise. Vi har forbedret vores presspil og den måde, vi benytter vores aggressivitet på. Vi har naturligvis en masse ting, vi skal arbejde på, men jeg synes virkelig, at vores udtryk i form af vores spillestil, sidder der.

- Det var fedt at være afsted med spillerne i så lang tid, hvor man får en fornemmelse af, hvem spillerne er som mennesker. Det er noget, vi kan bygge videre på, når vi skal udvikle dem til bedre fodboldspillere, for de ting hænger sammen, når spillerne skal udvikles til dygtigere spillere. Jeg føler, at vi alle sammen er kommet tættere på hinanden, hvilket er meget positivt forud for den kommende sæson, lyder det afslutningsvis fra træneren.

Mediterranean Champion China Cup
Brøndby IF - Dalian Star 1-2
Quingdao - Brøndby IF 1-1
Brøndby IF - Shanghai 7-0

Træningskamp
Gent – Brøndby IF 1-4

U14: Bronze blandt de bedste
I weekenden var træner Morten Corlin og Masterclass U14 på tur, da der skulle spilles Gravenzande Cup i Holland tæt på Haag. Turneringen sluttede med en flot bronzemedalje, der symboliserer, at vi har at gøre med et yderst stærkt U14-mandskab.

- Tidligere har vi klaret os flot i disse turneringer ved at forsvare os godt. Denne gang var ingen undtagelse, hvor vi var så gode, at vi kunne spille ud af modstanderens pres og presse højt selv.

- De bedste spillere på holdet kunne være med mod de bedste modstandere, og så viste vi, at der er stor konkurrence på holdet, når vi roterer, for det var alle dem, der ikke havde spillet så meget, der cementerede bronzemedaljen for os.

- Drengene præsterede virkelig flot, og der var selvfølgelig enkelte, som ramte et virkelig højt niveau. Vi spiller ni kampe mod toppen af poppen, og lukker kun fire mål ind så Christian Rust, vores dygtige målmand, fortjener stor ros.

Gravenzande Cup
Brøndby IF-Ajax 0-0
Brøndby IF- Burnley FC 4-0
Brøndby IF- AZ Alkmaar 1-0
Brøndby IF- Bayer Leverkusen 2-2
Brøndby IF- FC Gravenzande 5-0
Brøndby IF- Zaglie Lubin 1-0

Brøndby IF- Bayern München 0-1

Semifinale:
Brøndby IF- Dortmund 0-1

Bronzekamp:
Brøndby IF- PSV Eindhoven 1-0

U13: Flot sølvmedalje i Crowne Plaza Cup
I weekenden var træner Azad Corlu og U13-holdet en tur i Kastrup for at spille Crowne Plaza Cup. Holdet spillede fem opgør, hvor det i finalen blev til et nederlag. Azad Corlu var på trods af det yderst tilfreds med, hvad han så gennem turneringen fra sit hold.

- Det er altid ærgerligt at tabe en finale, men på dagen møder vi et bedre hold. Finalen er en fin kamp, hvor holdene minder om hinanden med det høje genpres og direkte fodbold.

- Jeg er virkelig tilfreds med, hvad vi præsterer. De første fire kampe synes jeg, vi er dominerende. Vi kommer med et aggressivt udtryk, vi presser højt og spiller fremad når bolden erobres. Vi lukker ikke så mange mål ind, på nær i finalen hvor der går to ind.

- En rigtig fin udfordring i en turnering hvor alle spillere kommer i spil.

Crowne Plaza Cup
Brøndby IF – NSA Oslo 3-0
Brøndby IF – IFK Göteborg 1-0
Brøndby IF – AaB 3-1

Semifinale:
Brøndby IF – B93 4-1

Finale:
Brøndby IF – FC Midtjylland 0-2