Dominik Kaiser ser chancer i Belgien

21.08.2018 12:45

Torsdag går det atter løs i kvalifikationen til Europa-league. Det er den sidste runde, som skal spilles inden gruppespillet begynder.

Dominik Kaiser ser frem til opgøret i Belgien:

- Det er svært at sætte ord på, hvad et godt resultat er lige nu. Det er første opgør ud af to, og vi så i Serbien at en sejr i første opgør, kan gøre tingene lettere i returopgøret. Vi vil meget gerne som minimum have et udebanemål med, som er vigtige i de her kvalifikations-opgør.

- Det er ikke kun resultatet, der tæller, det er også vigtigt at præstationen på banen og vores udtryk, sidder der. Hvis vi kan få det til at ske, så har vi også en god chance for at tage et godt resultat med hjem, lyder det fra midtbanespilleren.

Dominik Kaiser tror på, der er muligheder mod det belgiske mandskab, men han ved også, at det langt fra bliver en let opgave.

- Vi har nu fuld fokus på de to opgør mod Genk. Den første kamp spilles ude, og det er den, vi forbereder os til i første omgang. Målet er selvfølgelig at gå til gruppespillet, men Genk er et godt hold, som vi har analyseret på.

- De har en masse gode spillere, men hvis vi spiller op til vores topniveau, er der bestemt muligheder, fortæller Dominik Kaiser.

Skal du med til Belgien? Vi har samlet information vedrørende turen til Belgien, som kan findes her.

Foto: Getty Images