Rodolph Austin: Ville gerne have været tilbage

19.08.2018 12:00

Når Esbjerg fB i aften spiller som udehold på Brøndby Stadion, er det uden den tidligere Brøndby-spiller Rodolph Austin i truppen. En skade holder ham ude, og det ærgrer den store jamaicaner.

- Jeg ville gerne have været tilbage og spille på Brøndby Stadion med Esbjerg. Det er et intenst stadion at spille på og med mange fans, der skaber en intens stemning. Dem ville jeg godt have spillet foran i aften og få hilst på igen, lyder det fra ‘Rudy’, der tror på en spændende kamp i aften.

- Brøndby IF er en stor klub med et stort pres på sig for at levere, men vi vil også gerne etablere os i Superligaen, og vi kommer for at spille fodbold.

- Vi har en hollandsk træner med stor fokus på spillet med bolden, en masse unge, dygtige og sultne spillere - vi har f.eks. lige solgt Anders Dreyer til Premier League-klubben Brighton, så vi tror på, vi kan etablere os i Superligaen. Men det første mål som oprykkere er selvfølgelig altid at blive oppe.

Du kan købe billet til kampen mod Esbjerg fB i aften lige her, men altså uden den skadede Rodolph Austin i truppen.

Foto: Getty Images