16. AUGUST 2018 kl. 22:55
Gammelby: Griber det godt an

Brøndby IF er videre til næste runde af Europa League-kvalifikationen efter en 2-1-sejr på hjemmebane over Spartak Subotica. I startopstillingen var der for første gang blevet plads til Jens Martin Gammelby, og efter kampen var han glad for muligheden for at spille alle kampens minutter.

- Det er dejligt for mig at få 90 minutter, og det har jeg glædet mig til og ventet på. Og at det så er på hjemmebane i den her kulisse - det er bare fedt.

Det blågule hjemmehold spillede størstedelen af kampen med 10 mand, men fik alligevel hevet sejren i land på mål af Dominik Kaiser og Kamil Wilczek i anden halvleg. 

- Det bliver selvfølgelig en hård kamp, fordi vi får et rødt kort efter så kort tid, og så bliver det bare hektisk. Men jeg synes alligevel, at vi har okay kontrol og får sørget for, at de ikke får så mange chancer.

- Vi griber det godt an, vi ved, hvad vi skal gøre, og vi ved, at vi har en solid organisation - også hvis det skulle ske, at vi kommer en mand i undertal. Så vi får vist, at vi står kompakt sammen og får ordnet det, fortalte Jens Martin Gammelby efter kampen til Brøndby Indefra. 

Hør resten af interviewet på Brøndby Indefra-appen eller lige her. 

Foto: Getty Images